Forsvarsforlig: 1,4 milliarder kroner skal styrke Danmark mod cyberangreb

Blandt andet skal der oprettes et nyt cybersituationscenter, skriver DR Nyheder.

Næsten 1,4 milliarder kroner ekstra skal over næste forligsperiode bruges på at styrke Danmark i kampen mod cyberangreb.

Det viser et udkast til en aftaletekst om et nyt forsvarsforlig, som DR Nyheder har set.

Midlerne skal blandt andet gå til at oprette et nyt cybersituationscenter til at »overvåge og skabe et bedre overblik over truslerne«. Derudover skal Center for Cybersikkerhed styrkes, og en pulje på 500 millioner kroner skal gå til it- og cybersikkerhed.

Læs også: FE's hackerakademi: Vi rekrutterer 18-årige direkte fra deres mor og far

Man har ifølge DR Nyheder med vilje valgt ikke at konkretisere midlernes formål yderligere. Forsvarsordfører fra Socialdemokratiet Henrik Dam Kristensen mener endnu ikke, at vi ved nok om fremtidens udfordringer.

»Vi kender ikke udfordringerne om et år eller to. Derfor skal aftalen også være robust, når det gælder cyber,« siger Henrik Dam Kristensen til DR Nyheder.

Læs også: Forsvarets Efterretningstjeneste: Løbende forsøg på cyberspionage mod Udenrigsministeriet

Behovet for en øget indsats er dog markant, mener han.

»Hvis man med cyberangreb angriber vigtige institutioner i Danmark lige fra vores el til vores pengesystemer, så får vi jo ganske, ganske store udfordringer. Derfor skal vi være på forkant med det her. Og det, vi bare ved omkring cyber, er, at den viden, vi har i dag, ikke er nok,« siger han til DR Nyheder.

Martin Lidegaard, der er forsvarsordfører for Radikale Venstre, er enig i, at det er afgørende at imødegå det nye trusselsbillede.

»Hvis vi nu skal være helt ærlige, så er der ikke mange eksperter, heller ikke i Nato, der tror på, at Rusland vil angribe Danmark med konventionelle våben. Men vi ved, at allerede i dag kommer der cyberangreb hver dag på danske virksomheder og på den danske stat, og derfor er vi simpelthen nødt til at styrke vores cybersikkerhed,« siger han til DR Nyheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Lars Jensen

1,4 Mia. lyder af mange penge, men det er frem til 2023, og så er vi nede i nærheden af 250 mill. om året. De er sikkert givet godt ud hvis man kunne få noget åbenhed omkring hvad de laver. Hvordan hjælper disse penge almindelige danskere og virksomheder? Hvis man spørger Center for Cybersikkerhed altid henholde sig til at man ikke kan oplyse noget af hensyn til landets sikkerhed. Alt er hemmeligt. Det er muligt at de kan registrere cyberangreb, men hvordan bliver vi forsvaret?

  • 3
  • 0
#2 Benjamin Balder

~280 mio kr årligt i 5 år.. det er mange penge. Det bliver nemt 150-200 ansatte og en bygning -- hvad i alverden skal de lave? Sidde og kigge på hvilke data? Afholde kurser for de øvrige statsansatte? Læse Reddit?

Fra DR: »Rosen går især på, at man endnu ikke har besluttet, præcis hvad pengene skal gå til.« - lyder underligt. Er der ikke en politiker eller akademiker, der interesserer sig for, hvad pengene skal bruges til? Er det en fordel, at forsvaret ikke har sagt noget / ved noget om planerne?

  • 2
  • 0
#3 Christian Nobel

... spare på uddannelsessystemet, ældreplejen, og hvad der ellers er kutyme.

Det er kun nogle få år siden der blev proppet en halv milliard i Center for cyberUsikkerhed, uden det på nogen måde har kommet civilbefolkningen til gavn.

Nu får krigsministeriet så tilført endnu flere midler, så de kan fortsætte med at lege Wargames, behørigt skjult for offentligheden af mørkelampen.

Men hvad har man i alt sin naivitet forestillet sig at de kan gøre, for at "forsvare" mod cyberangreb? Som argumnet for at få de mange penge har man givet WannaCry, Petya, og det at der var nogen inde at snuse i et dårligt sikret mailsystem hos forsvaret.

Det sidste kan man til nød medgive er en sag, men det drejer sig ligeså meget om at det bare skulle være sikret bedre.

Men ransomwareangreb, hvad skulle de kunne stille op mod det - intet, uagtet hvor mange zilliarder de fik tilført! Medmindre vi selvfølgelig tog skridtet fuldt ud, og allerede nu erkendte Danmark som et totalitært land, og lod al datatrafik gå gennem Wargamescentret.

Og at Mærsk har tabt en masse penge, pga et ransomwareangreb, skyldes mere valget af en usikker monokultur, og en sløset omgang med sikkerhed - det er ren følelsespornografi når Claus Hjort bruger Mærsk som eksempel, for hvis CfCUS var så fantastisk, hvorfor kunne de så ikke afværge angrebet mod Mærsk, det er immervæk ikke engang tre år siden de fik den halve milliard.

Nej, "forsvaret" mod cyberangreb skal ud i det åbne, eksempelvis ved et langt stærkere datatilsyn, et nationalt oplysningscenter som tjener civile interesser, etc, etc.

Og lad mig gøre en ting klart - jeg mener absolut vi skal have et forsvar, men det skal være et rendyrket og tilpasset forsvar, vi skal ikke falde for en Trumpsk retorik, og begynde at være del af en angrebspagt.

  • 5
  • 0
#4 Jesper Frimann

Det er jo en mission impossible man har givet Center for Cybersikkerhed. Det er rent spil for galleriet, at man giver dem de her penge, man kunne måske kalde det for en CMA øvelse.

Nu har vi givet dem penge.. så hvis der sker noget.. så må det være deres skyld.. 'Køen ved håndvasken bliver længere og længere'.

Nu har man fra politisk side smadret offentlige IT, ved at nedbryde de offentlige koncentrationer af faglighed han havde.

Hvis Center for Cybersikkerhed skulle have en chance for at kunne 'forsvare Danmark' i 'Cyberspace', så ville det jo kræve at man havde design/review authority på alle samfundskritiske systemer og kontrakter der vedrører disse.

Når vi først er ude i fjerde eller femte underleverandør led, tror så nogen at en IT-underbemandet offentlig myndighed, der kun bliver målt på at bruge så lidt penge som muligt, har overblik over, hvem der rent praktisk har adgang til vores data, systemer m.m. ?

Der er kun en ting der vil virke og det er at sætte IT-fagligheden i højsæde, også når det gælder IT-sikkerhed.

// Jesper

  • 4
  • 0
#5 John Foley

Center for Cybersikkerhed har siden dets oprettelse for ca. 5 år siden ikke på noget tidspunkt bevist sin eksistensberettigelse. Centeret har end ikke taget sig sammen til at beskytte Danmarks samfundsvigtige og kritiske infrastruktur, som de ellers praler med er en af deres vigtigste hovedopgaver. Og en cybersstrategi har CfCS heller ikke fomået at opdatere, som lovet. Den eksisterende fra 2012 er et makværk uden lige. CfCS har svigtet på det groveste og det belønnes nu med 1.4 milliarder. Spild og frås med skatteborgernes penge. FE og CfCS er hermetisk lukket for offentligheden og de dækker sig behændigt bag udtryk som "statens sikkerhed" og mørklægning, når de ikke kan eller vil svare på befolkningens og pressens legitime henvendelser. Magtarrogance så det vil noget. Vidensdeling og statestik kunne sagtens deles, uden at røbe statshemmeligheder, men heller ikke det har man formået i de forløbne 5 år. CfCS har fejlet og er fejlanbragt under Forsvaret og FE. De mange penge forsvinder nu igen i et dybt og stort hul, som befolkningen og samfundet aldrig hører eller ser mere til. Den tidligere chef for FE, nu Departementschef i Forsvarsministeriet, har igen formået at rage penge til sig og opbygge sit eget imperium til stor skade for befolkningen og samfundets samlede sikkerhed.

  • 3
  • 0
#6 Anne-Marie Krogsbøll

Jeg forstår, at disse milliarder skyldes hastigt voksende cybertrusler - som ingen vel helt ved, hvad man skal stille op mod?

Det kan sagtens være rigtigt, at Rusland står på spring med en hackerhær - det kan jeg ikke vurdere. Men jeg forstår ikke, hvorfor alle bestræbelser udenfor Center for Cybersikkerhed så ser ud til at gå ud på at gøre os mere og mere sårbare?

Hvorfor kaster vi os ud i stadigt større og større og mere og mere sårbare og komplicerede IT-projekter, såsom Sundhedsplatform hen over Atlanten, Watson Health, Genomcentre, betalingssystemer, offentlige kommunikationsveje og alle de andre kæmpe og kæmpekomplicerede IT-projekter af anden type, som jeg lige nu har glemt?

Hvorfor går vi ikke i stedet den modsatte vej og sætter alle kræfter ind på at gøre de systemer, vi har i forvejen, så velfungerende og modstandsdygtige overfor angreb som muligt, udenom Center for Cybersikkerhed?

Måske ligger den bedste sikkerhed i at rulle digitaliseringen lidt tilbage (for at komme nogen i forkøbet: Jeg sagde "lidt"), til et niveau, hvor vi faktisk kan få lidt overblik, i stedet for at vove os længere og længere ud i digitale ballonprojekter, som når regeringen i følge deres vækststrategier lægger alle æg i en kurv, som ingen kan overskue?

Det forekommer mig næsten at være samfundsundergravende virksomhed at blive ved med at gøre os mere og mere afhængige af sådanne kolosser på lerfødder.

  • 2
  • 0
#7 Bjarne Nielsen

Vidensdeling og statestik kunne sagtens deles, uden at røbe statshemmeligheder ...

Ikke, hvis de ville vise, at man er inkompetent, og at der derfor er frit løb imod mål.

I øvrigt kan jeg ikke forstå, at man ikke klart adskiller defensiv og offensiv kapabilitet. Der er alt for mange interessekonflikter imellem de to til at have dem placeret med fælles chef.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere