Forsvars-it kunne have forhindret dødsfald

Soldaterne i Irak fragter stadig papirkort med kurerpost gennem fjendtligt terræn. Velfungerende kamp-it kunne have forhindret faldne soldater i Afghanistan, siger oberst.
  1. september sidste år. Den kulsorte, afghanske nat havde for længst sænket sig, da det første varmesøgende Javelin-missil smadrede ned i danskernes stilling. Snart fulgte endnu to missiler efter.

De kom fra britiske styrker, der lå i et levende hegn et par hundrede meter væk og troede, at de skød på talebanere. To danske soldater blev dræbt.

»Hvis briterne havde haft adgang til en database over vores soldaters placering, så var den ulykke højst sandsynligt aldrig sket.«

Det siger oberst Ib Bager, chef for Hærens Føringsstøtteskole i Fredericia, som har været dybt involveret i udviklingen af kamp-it-systemet "Danish Army Command and Control Information System", Daccis.

Daccis skulle være hærens første skridt ind i netværksbaseret krigsførelse, et koncept som på mange måder vil revolutionere måden at føre krig på. Her vil såkaldte battle management-systemer ved hjælp af databaser holde styr på det enkelte køretøj og på den måde forhindre, at man ved en fejl skyder på egne styrker. Selve Daccis-systemet virker på et mere overordnet strategisk plan.

Elektronisk overblik over enheder

På Bülows Kaserne i Fredericia demonstrerer Ib Bager sammen med kaptajn Lars Abild, projektleder på Daccis-projektet, hvad systemet kan bruges til i kamp.

Eller hvad det kunne bruges til, hvis ikke projektet efter 12 års udvikling og udgifter for over 400 mio. kroner var blevet droppet for halvanden uge siden.

DACCIS-skærmbilledet på storskærmen viser to fede, sorte pile, hvordan to danske brigader skal bekæmpe talrige fjender omkring Vejle og siden indtage områder omkring Skanderborg og Silkeborg. De to summende laptops på bordet repræsenterer hver især hovedkvarterene for Danske Divisions 20.000 mand og 1. Brigades 4.600 mand, og via et krypteret netværk har de adgang til oplysninger i hinandens databaser, så de kan se f.eks. artilleriets rækkevidde og fjendernes bevægelser.

Det er et meget stort spring i forhold til, hvordan det kører i dag.

»I Irak og Afghanistan ligger officererne stadig på gulvet og tegner store kortkalker af, som efterfølgende skal køres ud til enhederne, ofte gennem fjendtligt terræn. Det er farligt og alt for langsomt,« siger Lars Abild.

Det er det, Daccis, skulle gøre en ende på. Hos Nato-landene plus en håndfuld ekstra lande arbejder kampsystemerne med en database, som udveksler data efter en fælles protokol kaldet MIP (Multilateral Interoperability Programme). På den måde kan oplysninger om f.eks. en fjendes eller egne styrkers placering, udrustning og kampduelighed automatisk replikeres fra det ene lands system til det andet.

I de sidste ti år har enheder i krig brugt e-mail til at sende befalinger og oplysninger sideløbende med papirkort og papirbefalinger. Men e-mails med Word-dokumenter og pdf'er er ofte meget tunge at sende over satellit og HF-, VHF eller UHF-radioer, hvor hastigheden ofte måles i ganske få kilobits i sekundet.

»Ud over at det er langsomt, er det heller ikke dynamisk nok, da vi jo ikke uden videre kan ændre en befaling uden at skulle sende det hele igen. Operativt fungerer det overhovedet ikke tilfredsstillende, « siger Ib Bager, »og i sidste ende kan det jo betyde, at vi får slået vores folk ihjel, eller at vi slår de forkerte ihjel.«

Der udmærker databasemodellen sig ved, at det kun er de få bits i ændringen i databasen, som skal overføres, hvis en enhed f.eks. skal ændre i oplysningen om antallet af brugbare kampvogne.

Hastesag: Nyt it-system

Nu handler det for Ib Bager om at få anskaffet et andet system "i en helvedes fart". Både fordi der er gået otte år siden Daccis skulle have været klar, men det haster også, fordi Danmark har lagt billet ind på at være Nato-hovedkvarter i 2010.

Og denne gang handler det om at få skaffet et system, en hyldevare, som andre har prøvet af først. På markedet findes blandt andet det århusianske firma Systematics program SitaWare, som den finske hær har købt og implementeret på kun et halvt år.

Der er brugt over 410 mio. kroner på Daccis, og de 243 mio. på software- udvikling, hvoraf Saab muligvis bliver tvunget til at betale de 143 mio. kroner tilbage. Resten af pengene er ifølge forsvarets rapport til Forsvarsministeriet brugt på computere, køretøjer, uddannelse og på standardiseringsarbejdet med MIP-samarbejdslandene.

»Den indkøbte hardware og de nye køretøjer kan jo bruges igen, og uddannelsen har givet os vigtig viden om at bruge den slags systemer operativt,« siger Ib Bager.

»Så kan vi blive bedre til vores job, nemlig at slå folk ihjel. Og skabe fred i verden, som min kone siger,« siger Ib Bager.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere