Styrelser og departementer med hver deres pc-indkøbsplan og regioner og kommuner med hver deres serverpark.
Fordelene ved fælles it-løsninger er utallige, men alt for mange organisationer er forhippede på at styre deres egen it-biks, fortæller Asger Søndergård Olesen, der efter fem som it-direktør i forsvaret og i alt 27 år som leder af offentlige it-afdelinger nu går over til det private.
»I rigtig mange år har man gjort sig anstrengelser for at lave fællesoffentlige løsninger og fællesoffentlige it-strategier. Men det er gået langsomt, og der er stadig offentlige organisationer, der har for stort fokus på at drive deres eget it-miljø, frem for at fokusere på digitalisering,« siger Asger Søndergård Olesen til Version2.
»Man skal bruge stadigt større driftsfællesskaber, så man kommer de små it-herredømmer til livs,« fortsætter han.Asger Søndergård Olesen
”Det givet ingen mening”
Den basale it er efterhånden modnet så meget, at den kan få status som el eller vand, gennem nogle solide fælles løsninger, påpeger Asger Søndergård Olesen.
»Vi er på vej med bl.a. Statens IT ligesom der kommer stadig flere private konkurrencedygtige cloud-leverandører der kan bidrage, men der er stadig nogle organisationer, der kæmper hårdt for at have egne it-miljøer. Det giver ingen mening,« forklarer han og fortsætter:
»Der er ikke nogen grund til at alle styrelser og departementer langt hen ad vejen stadig har deres egne små datacentre. Der er heller ikke nogen grund til at man har dybt forskellige opsætninger af pc’er på tværs af styrelser og for så vidt også kommuner og regioner. De her ting skal være standardydelser som el og vand. Det er de ikke endnu. Det går langsomt den vej, men det går bare for langsomt.«
Asger Søndergård Olesen har haft rig lejlighed til at følge udviklingen fra første parket. I 27 år har han styret it-afdelinger forskellige steder i det offentlige - fra Telestyrelsen i 90’erne over Amager Hospital i 00’erne til den seneste stilling i Forsvarets Informatiktjeneste.
Opgør med it-patchwork
Asger Søndergård Olesen nævner den ellers udskældte Sundhedsplatform som et eksempel på, at regioner kan løfte blikket fra deres egen banehalvdel og få noget ud af et samarbejde.
Er der ikke en risiko for, at systemer bliver for store?
»Problemet på mange hospitaler er, at der stadig er et hav af systemer som lægerne skal logge ind og ud af. Det koster tid og skaber fejl, og sundhedspersonalet deler passwords bare for at 'overleve' derude,« indleder den afgående it-direktør og fortsætter:
»Så ja, det er risikabelt med et stort system, men det skal holdes op mod den risiko, der eksisterer i dag i forhold til det eksisterende rod, og det it-patchwork, de i dag har. Jeg tror det er en afvejning og jeg tror at det basalt set er det rette at vælge større samlede løsninger,« siger Asger Søndergård Olesen, der medgiver, at det ikke bliver en smertefri proces.
Det samme effektiviseringspotentiale kan findes i styrelser eller ministerier, der varetager deres egen it, vurderer Asger Søndergård Olesen. Med mindre de har en kritisk størrelse som for eksempel forsvaret, vil drift og service af pc’er formentlig kunne gøres markant billigere, mener han.
»Det kan godt være, de synes, de har en god løsning, men måske spilder de penge, som de burde bruge på borgerne. Man skal professionalisere det,« understreger Asger Søndergård Olesen.
Langsomme beslutningsprocesser
Når det alligevel ikke sker, hænger det ifølge Asger Søndergård Olesen sammen med en manglende it-modenhed i det offentlige.
»It er jo stadig en relativt ny branche, og samtidig en ret kompleks størrelse, så det har taget tid at opnå tilstrækkelig modenhed på rigtig mange niveauer,« siger eks-direktøren, der ser frem til at angribe udfordringerne fra en anden vinkel.
Nu vil han med jobtitlen Principal hos konsulentvirksomheden Devoteam arbejde med den offentlige it udefra.
»Jeg har altid arbejdet i det offentlige, hvor der er en række rammer og regler, der skal overholdes, som ikke er i det private. Men hvis man vælger at arbejde i det offentlige, er det en del af gamet at beslutningsprocesser kan være langsommere,« forklarer Asger Søndergård Olesen, der betragter Devoteam som et særligt fagligt stærkt konsulenthus.
»Jeg har i min karriere primært haft ansvar for at lede it-afdelinger og i sidste job Forsvarets Koncern IT, men lige nu, hvor digitalisering for alvor er ved at komme på dagsordenen, mener jeg at jeg vil kunne give et godt bidrag med udgangspunkt i konsulentrollen,« slutter Asger Søndergård Olesen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.