Forsvarer i hackersagen: Uvildig undersøgelse af CSC-hacking er ikke uvildig

1. oktober 2014 kl. 11:576
Forsvarer i hackersagen: Uvildig undersøgelse af CSC-hacking er ikke uvildig
Illustration: Jesper Kildebogaard.
Den eksterne undersøgelse af CSC oven på hackerangrebet var ikke uvildig. Det mener forsvaret for tiltalte Gottfrid Svartholm Warg.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Da CSC i 2013 fandt ud af, at selskabets mainframe var blevet hacket, iværksatte man en ekstern undersøgelse af angrebet. Efter anbefaling fra svensk politi blev den svenske sikkerhedsspecialist Robert Malmgren hyret til opgaven. Men det var en fejl, mener Luise Høj, der er forsvarsadvokat for sagens svenske tiltalte, Gottfrid Svartholm Warg.

»Hvis jeg var blevet præsenteret for valget af Robert Malmgren som uvildig undersøger af CSC, så havde jeg protesteret. For mig at se er han inhabil i denne sag,« siger hun til Version2.

Robert Malmgrens sikkerhedsfirma Romab undersøgte forhold omkring hacking af svenske Logica, som Warg sammen med en anden blev dømt for i 2013. Warg blev samtidig frifundet for hacking af Nordea, og det huede ikke Malmgren.

I en artikel fra svenske Metro i september 2013 udtalte sikkerhedseksperten, at han er bekymret over frifindelsen af Warg for Nordea-hacking. Han mener, at det gør det sværere at bekæmpe kriminalitet på nettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På baggrund af Malmgrens udtalelser i artiklen, mener Luise Høj ikke, at han er uvildig i sagen om hacking af CSC’s mainframe.

»Jeg kan ikke betragte ham som uvildig, når han mener, at min klient ikke burde være frifundet for hacking af Nordea. Det er det, der ligger i hans udtalelser,« siger hun.

Problematisk tilgang til undersøgelsen

Frifindelsen for Nordea-anklagerne i Sverige byggede på, at det ikke kunne udelukkes, at Gottfrid Svartholm Wargs computer var fjernstyret eller brugt af andre til at have udført hackerangrebet. Det er den samme forklaring, som Warg har afgivet i den danske retssag. Og det er problematisk, hvis Robert Malmgren ikke har stolet på den svenske rets afgørelse, mener Luise Høj.

»Han mener, at der er noget galt, fordi min klient blev frifundet for Nordea-forholdet. Jeg kan ikke se, hvordan han skulle være uvildig, hvis det er den holdning, han går ind i undersøgelsen med,« forklarer forsvarsadvokaten

Artiklen fortsætter efter annoncen

Robert Malmgren var i sidste uge selv på vidnestolen i Retten på Frederiksberg, hvor retssagen mod svenske Warg og danske JT udspiller sig. Her forklarede han om undersøgelsen, som han har foretaget af CSC. I undersøgelsen vurderede Romab blandt andet, at en fuldstændig afdækning af hackerforløbet ikke kunne foretages, fordi logfiler i mange tilfælde manglede. CSC’s egen Martin Gohs har forklaret, at filerne som standard kun bliver gemt i en begrænset periode.

Luise Høj gjorde i går retten opmærksom på Malmgrens udtalelser. Retssagen om hacking af CSC’s mainframe fortsætter den 7. oktober. Der forventes at falde dom den 31. oktober.

6 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
1. oktober 2014 kl. 13:09

I princippet burde forsvaret have mulighed for at (få nogen til at) foretage deres egen undersøgelse af server-logs, så de er sikre på, at evt. beviser der måtte bakke deres forklaring op, ikke er blevet overset - bevidst eller ubevidst.

4
2. oktober 2014 kl. 00:00

I princippet burde forsvaret have mulighed for at (få nogen til at) foretage deres egen undersøgelse af server-logs, så de er sikre på, at evt. beviser der måtte bakke deres forklaring op, ikke er blevet overset - bevidst eller ubevidst.

Men. Sådan er det ikke, fordi pr. dansk lov, så er det politiet, og kun politiet, der efterforsker i straffesager. Forsvarsadvokater må ikke efterforske selv, har denne en formodning om et eller andet, der kan komme deres klient til gode, så skal de overgive den til politiet, der så fuldstændig upartisk vil forfølge sporet og med samme resourceforbrug som i øvrigt bliver brugt på at efterforske politiets egne spor, vil afdække beviser, der kan svække politiets sag mod den sigtede. Måske endda tvinge politiet til at opgive sagen.

Man kan muligvis spore en mild sarkasme i kommentaren min. Det er fuldstændig tilsigtet.

1
1. oktober 2014 kl. 12:44

Der er sjældent nogen der er fuldstændig neutrale i deres holdning i sådan en sag. Men hvis man endelig skal have vidneudsagn fra en fagkyndig (her i form af en "uvildig" undersøgelse), så er det vigtigt at dommere og jury kender den fagkyndiges personlige holdning, således at det kan vægtes med i den endelige afgørelse.

2
1. oktober 2014 kl. 12:48

Jeg tror bare at hvis man vidner i en sag, så skal man bare helt lade være med at udtale sig om udfaldet efterfølgende - man er ikke dommer, men vidne...