Forskere udgiver digtsamling om GDPR

Illustration: Seamartini/Bigstock
Digte kan skabe en ny indgangsvinkel til at studere GDPR, mener forskere.

50 forskere fra IT-Universitetet og andre danske universiteter har, siden GDPR trådte i kraft, været i gang med at forvandle lovtekst til lyrik ved at strege nogle ord over og lade andre stå tilbage. Det skriver universitetet i en meddelelse.

20 digte udkommer nu i digtsamlingen 'GDPR: Deletion Poems', redigeret af Rachel Douglas-Jones og Marisa Cohn, begge forskere på ITU.

»Their nature is to communicate«. Processen med at fordybe sig i GDPR-forlægget og beslutte sig for, hvilken ny mening man vil have frem, tager tid. Dette digt, som er et af de mest ordknappe i samlingen, tog hele 45 minutter at lave. Ophavskvinden er en anonym deltager ved GDPR-ravet i Oxford. Illustration: ITU

Tanken med digtene er at skabe en ny indgangsvinkel til at studere forordningen og få os tænke over, hvad de nye rettigheder egentlig betyder, fortæller Rachel Douglas-Jones.

»GDPR er skrevet i et svært tilgængeligt, juridisk sprog og der findes ikke så mange tiltag, der giver folk mulighed for at forstå de nye rettigheder, forordningen giver os. Overstregningsdigtene er en måde at gå til teksten på en legende og reflekterende måde.«

»GDPR ændrede de grundlæggende rettigheder i forhold til databeskyttelse i Europa. Den giver os blandt andet ret til vide, hvilken information, virksomheder opbevarer om os, og til at få slettet information – rettigheder, vi ikke tidligere har haft. Det er vigtigt, fordi det giver os en appelmulighed i forhold til håndteringen og brugen af vores data – specielt i tilfælde, hvor der træffes beslutninger på baggrund af disse data,« siger hun.

Hun håber, at digtsamlingen vil blive brugt til at starte diskussioner om databeskyttelse og –rettigheder, for eksempel i undervisningen på gymnasier og universiteter.

”Lawfulness Processing”, et af de mest kreative digte, kan læses både forfra og bagfra (anonym digter). Illustration: IT-Universitetet

Digtsamlingen tager afsæt i ITU’s ETHOS Lab, hvor man i maj sidste år fejrede dataforordningen med et ’Great Deletion Poetry Rave’. Vinduer blev dækket af og forordningens 260 juratunge sider klasket op på væggene.

Et lignende arrangement fandt sted i ETHOX Centre på Oxford Universty.

Metoden med at skrive digte ved at slette dele af en tekst kaldes ’erasure poetry’ (overstregningspoesi) og er tidligere benyttet af blandt andre den kinesisk-britiske digter Sarah Howe og en bølge af amerikanske digtere efter Donald Trumps indsættelse som præsident.

»Overstregningspoesi er en god metode til at indfange eller fremhæve et centralt tema i en tekst, og det bruges ofte som en slags protestlyrik. Så man kan også se det her som en måde at protestere mod GDPR-tekstens utilgængelighed. Den er så utilgængelig, at det er nødvendigt at slette 90 procent af teksten, før den giver mening,« siger Rachel Douglas-Jones.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize