Forskere finder sammenhæng mellem Facebook-brug og tyske angreb på flygtninge
Antallet af angreb mod flygtninge stiger i de tyske byer, hvor indbyggerne bruger mere tid på Facebook end gennemsnittet.
Det gælder i stort set ethvert slags bysamfund. Store og små byer. Rige og fattige byer. Venstreorienterede byer, og byer der hælder til den yderste højrefløj.
Det viser en ny omfattende undersøge foretaget af forskere ved University of Warwick, skriver The New York Times.
Forskerne undersøgte samtlige 3.335 angreb mod flygtninge, der fandt sted i Tyskland over en periode på to år, ud fra en masse potentielt relevante variabler såsom rigdom, demografi, støtte til højreekstreme partier, avissalg, antal af flygtninge osv.
Her fandt de ud af, at byer, hvor Facebook-brugen er højere end landsgennemsnittet, oplever flere angreb på flygtninge.
Deres forskning viser konkret, at hvor end brugen af Facebook steg til en standardafvigelse over det nationale gennemsnit, øgedes antallet af angreb på flygtninge med omkring 50 procent.
I et interview har forskerne vurderet, at en tiendedel af alle angreb på flygtninge på landsplan kan tillægges denne effekt.
Den øgede vold mod flygtninge hænger ifølge undersøgelsen hverken sammen med øget brug af internet generelt eller andre relaterede faktorer og er derfor specifik for brugen af Facebook.
Forskerne testede deres fund ved at kigge på alle længere internetudfald i den undersøgte periode. Hver gang internetadgangen forsvandt i områder med højt brug af Facebook, faldt antallet af angreb på flygtninge ligeledes betydeligt.
Faldet i antal angreb i forbindelse med internetudfald svarede samtidig til den effekt, som forskerne tillægger den højere end gennemsnitlige Facebook-brug, og fandt ikke sted i områder, hvor Facebook-brugen var almindelig.
Andre forskere, der har kigget på fundene, kalder dem ifølge The New York Times for troværdige, grundige og foruroligende. Ifølge disse forskere understøtter undersøgelsen en voksende mængde forskning, som tyder på, at sociale medier påvirker brugeres opfattelse af fremmede og virkeligheden.
Facebook har ikke ville kommentere undersøgelsen, men en talsperson har ifølge The New York Times udtalt sig således i en e-mail:
»Vores tilgang til, hvad der er tilladt på Facebook, har udviklet sig over tid og fortsætter med at forandre sig, når vi lærer fra eksperter på området.«
