Forsker til danske virksomheder: Se dog på Uber og Netflix - de skaber succes med open source-software

Illustration:
Kvaliteten er bedre og løsningerne billigere, når der anvendes open source-software i produktudviklingen. Alligevel er virksomhederne tilbageholdende, lyder undren og kritik fra hollandske Edgar Nollet, Alexandra Instituttet.

Danske virksomheder overser - eller ligefrem ignorerer - de muligheder for kvalitet og innovation, der ligger i at bruge open source-software.

Det mener Edgar Nollet, der er tilknyttet University of Amsterdam, ifølge en artikel på Alexandra.dk.

Han har som del af hans kandidatgrad arbejdet i Alexandra Instituttets Healthcare-domæne og har de sidste tre måneder kigget på, hvordan danske virksomheder opfatter open source-økosystemer, herunder 4S-fællesskabet, som regulerer den nationale danske platform for telemedicin, OpenTele.

Det har givet et indblik i, hvad det er for udfordringer, de står med, og har været med til at identificere, hvordan man kan gøre det nemmere for virksomhederne at udnytte fordelene i et open source-økosystem.

»Set ud fra en samfundsvinkel kan open source gøre det mere effektivt og billigere at udvikle velfærdsteknologi. Et sådant økosystem vil især gøre det billigere for dem, der køber de her løsninger, som for eksempel kommunerne eller regionerne. Men leverandørerne, altså de virksomheder, der arbejder med velfærdsteknologi, kan også spare mange penge, fordi de ikke selv skal udvikle deres egen løsning,« siger han.

Selvom det ifølge Edgar Nollet i teorien kan virke ret ligefremt, hvordan virksomheder skal deltage i sådan et økosystem, og hvordan de kan have gavn af det, så er det i praksis ikke så simpelt.

»Det skyldes bl.a., at kunderne ikke efterspørger, at virksomhederne bruger open source eller er en del af et open source-fællesskab. Hvilket er underligt, fordi det er kunderne, der kunne have mest glæde og gavn af sådan et system. Det kan både give bedre kvalitet og billigere software,« fortæller han.

Brug for et skub til at tænke open source

Ifølge Edgar Nollet så er det vigtigste, man kan gøre at blive mere konkrete med de mange fordele, der er for virksomhederne, hvis de bruger open source, når de produktudvikler.

Virksomhederne har brug for sådan et skub i open source-retningen, fordi som det er nu, så er open source ikke inde i virksomhedernes optik, når de forretningsudvikler. Og derfor skal man nok også gøre det tydeligere for kunderne, at det er en god idé, og så kan de skubbe til virksomhederne.

»Men det er også vigtigt at fortælle om mulighederne med open source-systemet, fordi mange virksomheder enten ikke kender det eller ikke ved, hvordan de skal komme i gang.«

Lær af Netflix, Uber og Redhat

Edgar Nollet har kigget på, hvordan større spillere som Netflix, Uber og Redhat bruger open source-software i deres forretning med stor succes, og hvorfor de var motiveret til at bidrage til et open source-fællesskab.

»Redhat er især motiveret, fordi de mener, at det giver den bedste softwarekvalitet. De bidrager konstant til open source-fællesskabet, og det betyder, at de hele tiden får feedback og den bedste innovation, og på den lange bane giver det dem den bedste software og en konkurrencefordel til andre softwarevirksomheder.«

»Netflix og Uber er hovedsagelig motiveret, fordi de mener, at det giver den bedste innovation og den bedste software. Men også fordi, at de ikke selv er softwarevirksomhed, og fordi de ønsker, at deres tjeneste skal være den bedste, og det betyder, at de har brug for den bedste software. De har en stærk tro på, at open source er den bedste vej og bidrager derfor.«

»Hvis man kigger på virksomheder, der arbejder med telemedicin, som fx monitorering af patienter, eller hvis de skal udvikle en applikation, så kan de spare mange penge ved at bruge open source i stedet for, at de selv skal ud og udvikle deres egen proprietære løsning eller skal betale nogen for at gøre det.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Rasmus Frey

For 56 kommuner og et tilsvarende antal leverandører i OS2 – Offentligt Digitaliseringsfællesskab er Open Source omdrejningspunktet. Deling af viden, ressourcer og resultater sker i høj grad. Der ligger store gevinster, både økonomiske, kvalitets, forretnings- og udvidelses-mæssige. Gevinster der kan være fremtidens svar på at løse fælles udfordringer gennem samarbejde og en fælles løsning.

En af de store udfordringer ligger i at kommunikere værdierne og fordelene ved open source, og få sandsynliggjort at det er et reelt alternativ, til at købe en licens eller lukke sig om sig selv. Der hersker megen usikkerhed omkring hvordan open source fungere både på brugerplan og blandt de it kyndige. Support, opdateringer, sikkerhed, brugervenlighed og ikke mindst styring (governance) osv.

Så Det er rigtig godt at Edgar Nollet tager hul på debatten og råber virksomhederne, kommunerne og leverandørerne op.

  • 5
  • 0
#2 Steen Secher Schmidt

Ok, men som softwareudviklingshus/konsulenthus, hvem betaler så udviklernes lønninger hvis man forærer sit arbejde væk? Kan nogen her forklare mig forretningsmodellen for eksempelvis CSC, hvis alle deres softwareleverancer skulle være i public domain?

  • 1
  • 0
#3 Rasmus Frey

Tanken er ikke at erstatte markedet med 100% open source. Det er derimod at bruge open source hvor det giver mening. F.eks hvor mange har ensartede behov og dermed kan opnå fordel af at dele viden og løsninger med hinanden.

For udvikleren og leverandøren er der masser af forretning i open source. Man tjener blot pengene på andet end rettigheder. Altså ved f.eks. at sælge timer, support eller drift. Løsningerne skal også stadig udvikles og det betaler kunden for. Princippet i f.eks. OS2 fællesskabet er at x antal kommuner (kunder) betaler en leverandør for at få udviklet en løsning. Præmissen er af kommunerne som har betalt også ejer rettigheden til løsningen og kan dele den som open source. Andre kommuner kan derefter tage løsningen i brug og dermed blive kunde hos leverandør hvor de kan bruge budgettet til videreudvikling fremfor til at betale for noget som allerede er lavet. Så forretningsmodellen er at man tjener penge på andet end rettigheder, det tror jeg også CSC kan finde ud af. Men som sagt det er ikke open source for alt i verden. Andre gange giver det måske mere mening at en leverandør spotter et hul i markedet og investere i at udvikle en løsning som de så efterfølgende sælger til mange. Omvendt vil man også kunne udnytte et fællesskab som f.eks OS2 til at få valideret sin produkt ide og skabe sig en kundeskare og finansering inden produktet er udviklet, hvis man vil tilslutte sig før nævnte præmis om at open source.

Omvendt kan leverandørerne også spare tid og ressourcer ved at benytte open source komponenter i udviklingen og f.eks. Indgå i udviklingsfællesskaber hvor tiden kan gå til at forbedre disse komponenter i eksterne samarbejder med mange frem for med de få internt i organisationen.

  • 3
  • 0
#4 Sune Marcher

Ok, men som softwareudviklingshus/konsulenthus, hvem betaler så udviklernes lønninger hvis man forærer sit arbejde væk? Kan nogen her forklare mig forretningsmodellen for eksempelvis CSC, hvis alle deres softwareleverancer skulle være i public domain?

Tilrettelse og integrationer til nye kunder, support, eventuelt hosting (det står naturligvis frit for selv at drifte opensource projekter, men nogle vil ikke stå for det selv).

Det er ikke en forretningsmodel for alle softwarehuse, det er ikke alle kunder der vil synes om det, og det duer nok heller ikke til alle slags projekter - men det er rent fint de steder hvor det giver mening. Det synes jeg både som udvikler og skatteyder.

(Full disclosure: det firma jeg arbejder for laver ting i OS2 regi, og anvender ret meget opensource i løsninger generelt)

  • 2
  • 0
#5 Magnus Jørgensen

Ok, men som softwareudviklingshus/konsulenthus, hvem betaler så udviklernes lønninger hvis man forærer sit arbejde væk? Kan nogen her forklare mig forretningsmodellen for eksempelvis CSC, hvis alle deres softwareleverancer skulle være i public domain?

Dem der køber softwaren betaler. Forskellen på business modellen for open source software frem for closed source software er at open source software skal betales upfront hvor closed source software kan betales igennem licenser.

Med andre ord så kan åben source software ikke betales igennem licens ligesom closed source software.

Afhængigt af den open source licens type man bruger, kan man så vælge at offentliggøre sin kode. GPL licenseret software skal offentliggøres ved distribution hvor andre OS licenser ikke gør det nødvendigt skal offentliggøre den kode man leverer.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere