Forsinket login-løsning koster skatteborgerne millioner

11. september 2012 kl. 10:442
Afløseren til NemLogIn bliver først klar ved årsskiftet. Forsinkelsen fra leverandøren NNIT ender med at koste det offentlige adskillige millioner kroner.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Det kommer til at koste skatteyderne i omegnen af fem millioner kroner, at afløseren til det offentliges single sign on-system, NemLogin, er blevet forsinket.

Det viser Version2's beregninger på baggrund af oplysninger fra Digitaliseringsstyrelsen.

Leverandøren NNIT skulle i marts 2012 have afleveret en løsning, der samlede funktionalitet fra den eksisterende NemLogin-løsning samt brugerrettighedsløsningen på virk.dk.

I august tabte Digitaliseringsstyrelsen tålmodigheden og aktiverede kontraktens bestemmelser om bod, men trods daglige bøder på omkring 5.000 kroner forventer styrelsen først, at løsningen kommer i drift omkring årsskiftet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Sådan som misligeholdelsesbeføjelserne er sat op, så hænger boden på leverancen - med mindre vi finder en anden løsning med leverandøren,« siger souschef i Digitaliseringsstyrelsens center for digital infrastruktur Morten Mejer-Warnich til Version2.

Eksisterende løsning koster 600.000 om måneden

Og bodens størrelse kan da heller ikke hamle op med de ekstraudgifter, det offentlige har på grund af forsinkelsen.

Udgifterne til at holde den eksisterende NemLogin-løsning fra CSC og den tilsvarende løsning på virk.dk kørende, interne projektomkostninger løber ifølge Morten Mejer-Warnich op i noget, der minder om 600.000 kroner om måneden.

Derfra skal man så trække "indtægten" fra boden samt de ikke-afholdte driftudgifter til den nye løsning, så alt i alt koster hver måneds forsinkelse skatteborgerne i omegnen af en halv million kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vores mål med boden er ikke at dække os fuldstændigt ind. Vores mål er at skabe fremdrift i projektet, og vi har tillid til, at leverandøren skaber den nødvendige fremdrift,« siger Morten Mejer-Warnich til Version2.

Morten Mejer-Warnich oplyser, at det er en smule speget, hvornår man skal regne forsinkelsen fra, da Digitaliseringsstyrelsen undervejs i forløbet også selv er blevet klogere og har bedt om ændringer i løsningen.

At regne fra marts 2012 er dog næppe helt skævt, hvilket frem til årsskiftet altså giver 10 måneder á en halv million kroner, svarende til en samlet ekstraregning på fem millioner kroner.

Dette skal ses i lyset af den samlede kontraktsum til NNIT på 41.109.958 kroner.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
11. september 2012 kl. 11:57

hver dag sit lille IT-nederlag.

1
11. september 2012 kl. 11:41

Det er jo hvad en IT-konsulent tager for 5 timer eks moms. Det er klart at der ikke er den store respekt for det middel og at leverandøren ikke opprioriterer projektet.