Forsinkelse af Grunddataprogram påvirker afløser til det 40 år gamle BBR-register
En ny version af det 40 år gamle BBR-register er klar til sommer. Det fortæller Kombit i en nyhed.
De seneste måneder har holdet bag BBR ifølge Kombit arbejdet på at få den nye og forbedrede udgave af BBR klar til implementering i landets kommuner.
»Vi har arbejdet benhårdt på, at kommunerne kan få glæde af en ny BBR-løsning så hurtigt som muligt,« siger projektleder Henrik Grønbæk Kristensen.
En ny løsning er tiltrængt. Både stat og kommuner har tidligere været under skarp kritik for i årevis at udvise stor slendrian, når det gælder vedligeholdelse af det gamle BBR-register. Det fastslog Rigsrevisionen i en stærkt kritisk gennemgang af det landsdækkende register, der er grundlaget for beregning af skatter for mange mia. kr. i form af bl.a. ejendomsværdiskat.
Lanceringen af det nye BBR vil ske i to trin, først BBR 1.8 og senere BBR 2.0.
Kommunerne kan forvente, at BBR 1.8 bliver klar til den 6. juni 2017.
BBR 1.8 betyder ifølge Kombit i praksis, at den nye brugergrænseflade, som er udviklet i samarbejde med kommunerne, vil blive tilgængelig. Nogle af de nye funktioner er dog forsinkede som følge af den et år lange forsinkelse af Grunddataprogrammet, hvor den såkaldte Datafordeler nu først bliver færdig i midten af 2018.
Systemet kommer dog til at bibeholde de funktioner som findes i den kørende løsning.
Lanceringen af BBR 2.0 sker i sammenhæng med Grunddataprogrammet. I Grunddataprogrammets nye plan vil BBR 2.0 blive idriftsat sammen med de øvrige ejendomsdataregistre medio 2018.
Løbende kobling til Grunddataprogrammet
Udrulningen af BBR 1.8 kommer i en periode til at trække på bl.a. Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR), som dog står overfor en udfasning sammen med andre systemer.
BBR-løsningen kommer til løbende at koble til systemer, der indføres som en del af Grunddataprogrammet.
Denne udskiftning vil ved sin afslutning betyde, at kommunerne sidder med den BBR 2.0 – som er en del af den samlede grunddatapakke – mens de får glæde af forbedringerne i brugergrænsefladen igennem hele forløbet, lyder det fra Kombit.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.