Fremover skal bilister i Norge overvåges for om de bruger håndholdt mobiltelefon eller sender en sms, mens de kører i bil.
I hvert fald har det norske forsikringsselskab Fremtind ifølge digi.no. som ambition at videreudvikle overvågnings-appen Spinn til at sige fra over for bilisten, hvis man går i gang med en af de farlige typer mobiladfærd.
»Mange ringer eller taster på mobilen mens de kører. Du ser det tydeligt når du ligger bag nogen,« siger lederen af Spinn-programmet, Stine Bakke-Haugseth til Digi.no.
»Folk tænker ikke selv over hvor meget de anvender mobilen. Samtidig er risikoen for uheld 20 gange så stor, og det tager 20 til 30 sekunder fra at du lægger mobilen fra dig til du genvinder fuld kontrol,« siger hun.
I perioden 2012-2017 mistede 253 personer i Danmark livet i en trafikulykke, hvor en eller flere af de involverede var uopmærksom på ulykkestidspunktet, fremgår det af tal fra Rådet for Sikker Trafik. Omkring en tredjedel af alle dræbte i trafikken er i en ulykke med uopmærksomhed.
Konkret forstiller Stine Bakke-Haugseth sig, at appen ved hjælp af input fra mobiltelefonens indbyggede balance-sensorer (gyroskop og accelerometer) kan advare bilisten, hvis man går i gang med håndholdt brug.
Men der er selvfølgelig et paradoks i at kommunikationen om den farlige mobiladfærd også foregår via mobilen. Derfor vil advarslen sandsynligvis falde som en talebesked.
Allerede i dag anvendes Spinn-appen til at overvåge bilisterne for aggressiv kørsel via en enhed i ODB II-porten i bilen. Hvis man kører forsigtigt og jævnt kan man opnå en lavere præmie.
Læs hele Digi.nos interview med Stine Bakke-Haugseth om Fremtinds app-udvikling på Digi.no.