Formodet kernel.org-hacker anholdt i forbindelse med trafikforseelse

Illustration: Virrage Images/Bigstock
En person, der menes at stå bag hack mod blandt andet kernel.org, er blevet anholdt i Florida.

Den formodede Linux-hacker Donald Ryan Austin er blevet anholdt. Han er anklaget for at stå bag hackerangreb mod Linux Kernel Organizations kernel.org og servere hos Linux Foundation.

Det kan The Register fortælle.

Austin blev anholdt i torsdags af politiet i Miami Shores i Florida i forbindelse med en trafikforseelse. Han er anklaget for fire tilfælde af det, der på engelsk kaldes 'intentional transmission causing damage to a protected computer'.

Austins påståede hacking skulle have bevirket, at de to Linux-grupperinger måtte lukke helt ned for at rydde op i malware-inficering.

Ifølge retsdokumenter(PDF) lykkedes det i 2011 Austin at stjæle login-oplysninger fra en Linux-server-admin. Oplysningerne brugte han til at installere Phalanx-malwaren. Det er et selv-injicerende kernel root-kit, der er designet til Linux 2.6-grenen. Malwarens funktionalitet består blandt andet i at skjule filer, processer og sockets.

Også anklaget for Ebury-installation

Via Phalanx er Austin også anklaget for at installere Ebury-trojaneren, som er designet til Linux, FreeBSD og Solaris. Den skulle Austin have brugt til at hacke sig ind på talrige servere med. Herfra har han høstet yderligere login-oplysninger.

Ifølge anklageren har Austins mål været at 'opnå adgang til software distribueret gennem www.kernel.org-websitet,' angiveligt for at pille ved softwaren. Han er desuden anklaget for at have efterladt beskeder på systemet, for at andre kunne finde dem, og for at hacke en personlig mail-server tilhørende et medlem af Linux Foundation.

Nogle at de berørte Linux-servere var offline i næsten en måned, mens administratorer gennemgik filer for at være sikre på, at angriberen ikke havde efterladt ubehagelige overraskelser.

Austin skal møde i retten i San Francisco 21. september. Hvis han bliver kendt skyldig, kan han ifølge The Register risikere op til 40 års fængsel og en samlet bødestørrelse på 2 mio. dollar svarende til 13,3 mio. kroner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere