Forlig: KMD betaler 100 mio. kroner til kommunerne for it-forsinkelse

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Efter måneders højlydt diskussion i pressen har Kombit og KMD indgået en forlig med en bod for forsinkelse af it-systemer.

Efter et langt og til tider meget offentligt slagsmål har KMD, det tidligere Kommunedata, og kommunernes it-fællesskab, Kombit, indgået et forlig. Det indebærer, at KMD skal betale en bod på 100 millioner kroner.

Det skriver finans.dk.

Forliget omhandler leverancen af afgørende såkaldte støttesystemer til kommunerne. Leverancen, som samtidig er en del af processen med at bryde KMD's monopol i sektoren, er over et år forsinket.

Det fik kommunerne til at true med helt at opsige kontrakten. Tidligere har det været meldt ud, at man havde mistet troen på, at KMD kunne løse problemerne. Men nu er der altså fundet en aftale med KMD.

»De seneste måneder har KMD's leveranceproblemer på støttesystemerne været til heftig debat i kommunerne og ikke mindst i medierne,« skriver bestyrelsesformand for Kombit Erik Nielsen i en meddelelse.

»Det er til tider gået hårdt for sig, men min oplevelse er, at KMD har lyttet til os, og med dette forlig imødekommer KMD centrale dele af kommunernes ønsker.«

Læs også: KL truer med at skrotte KMD helt: »Ikke nogen man ønsker at samarbejde med på sigt«

Forliget har tre hovedpunkter.

Den aftale, der skal sikre, at KMD ikke udnytter sit monopol, mens kommunerne indfører nye løsninger fra andre leverandører, er forlænget.

KMD skal derudover betale 100 millioner kroner til kommunerne i bod. Endelig skal KMD til pengebogen, hvis ikke en ny tidsfrist, der ligger sidst i 2017, bliver overholdt.

Kombit skriver, at den samlede aftale har en værdi på omkring en halv milliard kroner for kommunerne i Danmark.

»Vi anerkender, at leveranceforløbet omkring støttesystemerne ikke har mødt kommunernes krav og forventninger, og det har heller ikke mødt vores egne,« skriver administrerende direktør for KMD Eva Berneke i meddelelsen.

»KMD vil i samarbejde med Kombit gøre sit yderste for at få afsluttet leveringen af støttesystemerne til alles tilfredshed.«

Trods forliget arbejder kommunerne dog videre på den nødplan, hvor KMD i yderste konsekvens kan ende med at blive fyret fra de stærkt forsinkede støttesystemer.

I et internt brev fra kommunernes it-indkøbsfællesskab, Kombit, som mandag blev rundsendt til landets borgmestre og kommunaldirektører, understreger Kombits direktør, Thomas Rysgaard Christiansen, og formand, Rødovre-borgmester Erik Nielsen (S), at nødplanen fortsætter ufortrødent.

»Kombit forbereder fortsat et nyt udbud for STS (støttesystemerne, red.) i det tilfælde, at KMD ikke leverer disse,« lyder det i brevet, som Finans er i besiddelse af.

KMD blev solgt til kapitalfonde for to milliarder kroner i 2009. Siden da er der købt en stribe nye systemer fra både KMD og andre, der skal bryde KMD's monopol.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere