Forlagte rapporter og forkerte sigtelser: 100 anmeldte brud på datasikkerheden hos politiet

Illustration: Kim Matthäi Leland
Politiet anmeldte selv 100 brud på datasikkerheden i 2019. Blandt andet har en tastefejl ført til, at man har sigtet og tiltalt en forkert borger.

Dansk politi anmeldte 100 brud på egen datasikkerhed til Datatilsynet i 2019.

Det skriver Danmarks Radio.

27 af anmeldelserne handler om våbentilladelser, der er sendt til de forkerte borgere eller aldrig er nået frem, og ifølge Hanne Marie Motzfeldt, der er lektor i digital forvaltning ved Københavns Universitet, er der tale om typiske fejl for det offentlige.

»Langt de fleste sikkerhedsbrud er menneskelige fejl, og det er klart, at man skal arbejde på at forhindre det, og det gør man ved mere uddannelse og ved at implementere procedurer. Men det er en kæmpe kulturændring, som det offentlige skal igennem,« siger hun til Danmarks Radio.

I et enkelt tilfælde har en ansat ved Sydøstjyllands Politi tastet et forkert cpr-nummer ind i systemet Polsas i forbindelse med en straffesag. Fejlen blev først opdaget, da der var rejst tiltale, og sagen var sendt i retten.

I et andet tilfælde glemte en ansat fra Københavns Politi en afhøringsrapport i S-toget.

Rigspolitiets DPO, Christian Wiese Svanberg, siger til DR, at man tager databeskyttelse meget alvorligt og løbende uddanner politiets medarbejdere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere