Forkortede links slås mod spam og phishing

Tjenester som Bit.ly og TinyURL har fået flere brugere takket være især Twitter, men de forkortede links er også et sikkerhedsproblem.

Hvis man vil dele et link med sine venner på Twitter, så er pladsen trang, når det hele skal klemmes ind på maksimalt 140 tegn. Derfor er flere begyndt at bruge tjenester som TinyURL og Bit.ly til at forkorte links.

Problemet er imidlertid, at disse korte links ikke afslører, hvilke websteder de peger på, og det bliver udnyttet af spammere og phishing-bander.

Tjenester som TinyURL har længe været misbrugt af spammere, fordi metoden skjuler den adresse, som linket peger på. Flere sikkerhedseksperter advarer imidlertid om, at tjenesterne kan blive misbrugt i større grad nu, hvor flere er begyndt at bruge dem på Twitter og Facebook.

Derfor bliver flere internetbrugere vant til at se de forkortede adresser fra personer, de stoler på, og vil derfor måske ikke gennemskue, at et forkortet link i en phishing-mail kan lede til et ondsindet websted.

Samtidig vil brugerne ikke længere kunne se ud fra adressen, om afsenderen er legitim, skriver sikkerhedsfirmaet Symantec på selskabets weblog.

For at bekæmpe misbruget er flere af tjenesterne begyndt at filtrere de adresser, som bliver forkortet. Bit.ly oplyser, at tjenesten kører samtlige links gennem flere spamfiltre. Hvis spamfiltrene kategoriserer siderne som spamrelaterede, vil brugerne få en advarsel, før de bliver stillet om til slutsiden.

Flere af tjenesterne tilbyder også mulighed for at angive en adresse, hvor brugeren får mulighed for at se det endelige link, inden han stilles om eller klikker på linket. Det kræver dog typisk enten en browserudvidelse til Firefox eller en lidt længere adresse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#5 Thomas Ammitzbøll-Bach

Jeg fatter ikke, at det skal være nødvendigt, at en moderne URL skal være på over 200 tegn!

Jeg kan forstå det, når det er en URL, der submitter data, men for en URL, der leder til en artikel (quasi-statisk materiale), er det fuldstændigt fejldesign, at de skal være så lange.

F.eks. på Version2 har en artikel en URL en form som følger: http://www.version2.dk/artikel/10629-forkortede-links-slaas-mod-spam-og-...

Men det er rent søgemaskineoptimering, for man kan få samme artikel gennem følgende URL: http://www.version2.dk/artikel/10629

Og Version2 er ikke de værste. Lad os få naturligt korte URL'er tilbage, tak.

Thom

  • 0
  • 0
#6 Esben Madsen

Thomas, jeg er faktisk uenig med dig... jeg synes det er utrolig rart når jeg får et link kastet i hovedet at vide hvad det handler om... og her er netop beviset på at man kan bruge både korte og lange urls til samme indhold - mere af den slags tak!

derimod er det absurd med monsterlange links der overhovedet ikke giver nogle informationer om hvad men egentlig er på vej ud i, som f.eks. http://www.news.com.au/couriermail/story/0,23739,25350399-5003402,00.html (tilfældigt fundet via google)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere