Forhandlere trækkes ind i Intel-monopolsag

EU-Kommissionens efterforskning af Intels forretningsmetoder udvides nu til også at omfatte europæiske forhandlere.

Repræsentanter for EU-Kommissionen gennemførte tirsdag en række ransagninger af både Intels kontorer i Tyskland samt en stor tysk forhandlerkæde og en kæde i Storbritannien.

EU-Kommissionen har længe haft Intel i søgelyset i en sag om, hvorvidt Intel ulovligt pressede pc-producenterne til at undlade at købe processorer fra konkurrenten AMD.

Intel har tidligere tabt sager i Asien og er også under efterforskning i USA, men EU-Kommissionen har først sidste år rejst en formel sag mod Intel.

Kommissionen understreger dog i en meddelelse, at ransagningen ikke betyder, at Intel er skyldig, men blot at Kommissionen har behov for at indsamle beviser. Kommissionen navngav ikke direkte Intel i dens meddelelse om ransagningerne, men en talskvinde for Intel bekræfter ifølge tyske Heise.de, at Intels kontorer i München var genstand for ransagningen.

Også forhandlerne raides

Mens de hidtidige kapitler i efterforskningen har koncentreret sig om Intels forhold til pc-producenterne, så ser det nu ud til, at Kommissionen også vil se på Intels forhold til pc-forhandlerne.

Ifølge Heise.de blev den tyske forhandlerkæde Mediamarkt, som ejes af Metrokoncernen, kontorer ligeledes gennemsøgt tirsdag, og ifølge The Register blev den britiske kæde Dixons Store Group International også ransaget tirsdag.

Det er dog uklart, præcis hvilken forbindelse der er mellem de igangværende undersøgelser mod Intel og forhandlerne. EU-Kommissionen har således ikke specificeret, hvorvidt forhandlerne eksempelvis er blevet presset til at undlade at sælge AMD-processorer i løssalg eller til at holde priserne på Intel-baserede pc'er kunstigt konkurrencedygtige med AMD-baserede pc'er.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere