Forening kræver svar på Rambøll-kritik

Nu skal videnskabsminister Helge Sander svare på kritikken af de to Rambøll-rapporter, der skulle vise blandt andet folketingspolitikerne, hvor dyrt det ville blive at indføre åbne dokumentformater.

IT-Politisk Forening har henvendt sig til videnskabsminister Helge Sander (V) for at få ham til at tage stilling til den voldsomme kritik, der tidligere på året blev fremført mod Rambølls beregninger på prisen på indførelse af åbne dokumentstandarder i det offentlige.

Foreningen vil blandt andet vide, om rapporterne har indgået igrundlaget for beslutningen om, at der skulle være en pilotfase, hvor både Microsofts OOXML og ODF blev anerkendt som åbne dokumentformater og dermed leve op til Folketingets beslutning om at indføre brug af åbne dokumentformater i det offentlige fra 1. januar 2008.

Rambølls rapporter blev kritiseret fra flere sider for blandt andet at indeholde forskellige fejl, og for at Rambøll ikke ville oplyse de forskellige parametre, der var brugt i forbindelse med udregningerne.

Rapporterne skulle blandt andet give politikerne et indtryk af prisen på eksempelvis indførelse af ODF alene, hvilket i Rambølls rapport blev sat til 180 millioner kroner. Rambøll udarbejdede sidste år en rapport for Open Source Leverandørforeningen (OSL), der gav det stik modsatte resultat.

IT-Politisk Forening undrer sig blandt andet over, at Rambøll i deres rapport regner med, at ingen offentlige institutioner vil gå over til ODF, hvis de ikke er tvunget til det.

»På den måde skjuler Rambøll, at mange institutioner med fordel kan gå over til ODF. Det er kun hvis institutionerne er tvunget til det, at Rambøll regner på de økonomiske konsekvenser af at gå over til ODF, og da er det kun 25 procent af institutionerne, der går over til ODF. Det er forudsætninger, som ikke svarer til B103,« skriver IT-Politisk Forening i deres henvendelse til ministeren.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere