Forbrugerrådet udstiller Tænk-abonnents kontonummer på Flickr

Intern korrespondance og kontonummeret til en abonnent på Forbrugerrådets blad Tænk er havnet på billedtjenesten Flickr - stik imod rådets egne kampagner om at passe godt på personlige oplysninger.

Forbrugerrådet er blevet opdaget i en digital bommert, som rådet selv jævnligt kritiserer andre for.

Version2 og gratisavisen 24timer kan i dag afsløre, at rådets e-mailkorresondance med alt fra interne kampagner til en Tænk-abonnents hemmelige telefon- og kontonummer er havnet på billeddelingstjenesten Flickr.

Ifølge Version2's oplysninger var det en opsætningsfejl, der den 10. maj kom til at sende en del af rådets e-mailkorrespondance videre til billedtjenesten Flickr. Selvom de nu er slettet fra Forbrugerrådets Flickr-side, så har Google gemt dele af mailene.

Det betød, at man så sent som fredag stadig kunne finde indholdet af mails, der spænder fra abonnenter på Forbrugerrådets blad Tænk, som ønsker at opsige deres abonnement, til interne mails om kampagner og møder.

En enkelt mail indeholdt både det hemmelige telefonnummer og adressen på en Tænk-abonnent.

»Det her, det er bestemt ikke i orden. Forbrugerrådet skal da ikke offentliggøre min mail med disse oplysninger. Der er en grund til, at jeg har hemmeligt telefonnummer,« siger den rystede kvindelige Tænk-abonnent til 24timer.

Bommerten sker et lille års tid efter, at Forbrugerrådet selv søsatte en stor kampagne, der skulle gøre forbrugerne mere opmærksomme på, hvem de afgav deres personlige oplysninger til.

Forbrugerrådet erkender i den aktuelle sag, at der er tale om en fejl.

»Der blev lavet en konfigurationsfejl i forbindelse med opsætningen af en Flickr-kampagne den 10. maj. Vi blev opmærksomme på det om morgenen den 11. maj og fjernede det, men var ikke opmærksomme på, at Google kom forbi,« siger afdelingschef Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet til Version2.

Sådan havnede e-mails på Flickr

Forbrugerrådet havde oprettet en billedstrøm på Flickr i forbindelse med en kampagne, hvor rådet ville sætte fokus på anbefalede portionsstørrelser på eksempelvis slik og snacks. Forbrugerne kunne indsende deres billeder til Forbrugerrådet, som kunne uploade billederne til Flickr via e-mail.

Ud fra de e-mails, som Version2 har haft adgang til, kan man se, at de alle har 'Cc: Madbilleder på Flickr'. Flickr tilbyder, at man kan uploade billeder til tjenesten ved at sende dem til en unik e-mailadresse. Præcist hvordan denne adresse er blevet sat til at få videresendt almindelige mails til og fra Forbrugerrådet, har det ikke været muligt at få oplyst.

»Der er ingen tvivl om, at vi har begået en fejl, som vi har rettet,« siger afdelingschef Vagn Jelsøe.

Til trods for, at Forbrugerrådet fjernede mailene fra Flickr, så var siden allerede blevet registreret af Google, som havde gemt en kopi af dele af indholdet. Derfor var det muligt at finde indholdet via søgemaskinens cache.

Forbrugerrådet kom for nylig i mediernes søgelys, da rådet af flere jurister blev beskyldt for at opfordre til spam i forbindelse med oprettelsen af elklubben Tænk Strøm, der forhandler favorable priser hos elselskaberne.

Læs også: Kritik: Forbrugerrådet spammer tusinder af elkunder

»Jeg finder det ærgerligt, at de lækkede mails nu skaber en ny utryghed hos elkunderne. Der er brug for mere konkurrence på elmarkedet, og det forudsætter at elkunderne føler sig trygge, også når det kommer til håndtering af deres data,« siger Casper Kjøller fra Samenergi, der er en konkurrent til Forbrugerrådets Tænk Strøm - og i øvrigt også manden, der i første omgang faldt over de omtalte e-mails.

Opdateret 13. juni 13.11: Det har tidligere fremgået af artiklen, at der var tale om flere abonnenters hemmelige telefon- og kontonumre. Der er rettelig kun tale om én abonnent.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Makholm

Hver gang man navigerer rundt på sitet - så popper der en reklameboks op
fra 000webhost.com, og den skal man så lukke hver gang.

Det ligner umidelbart noget som hosting-udbyderen smider ind på alle sider. Den omtalte pop-op stammer i hvert fald fra noget kode i bunden af alle sider der siger:

!-- Hosting24 Analytics Code -->  
<script type="text/javascript" src="http://stats.hosting24.com/count.php"></script>  
<!-- End Of Analytics Code -->

Resultatet af den kodestump er en par 'document.write()' linjer der blandt andet popper en rekvalme op.

  • 0
  • 0
Svante Jørgensen

000webhost.com er en fantastisk gratis webhost. Jeg har selv brugt den tidligere. Man skal dog logge ind på kontrol panelet for sit website minimum hver 30. dag, ellers går de ud fra at man ikke bruger sit website aktivet længere og viser reklame pop-up på hver sidevisning.

  • 0
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize