Forbrugerrådet klar til retssag om manglende opdatering af smartphones

Forbrugerne har krav på softwareopdateringer af f.eks. smartphones, fastslår Forbrugerrådet Tænk, som er parat til at løfte spørgsmålet ved domstolene.

Den hollandske pendant til Forbrugerrådet Tænk har netop stævnet elektronikgiganten Samsung.

Organisationen Consumentenbond mener nemlig, at elektronikproducenter som Samsung er forpligtet til at opdatere softwaren i produkter som smartphones i hvert fald i to år – hvilket sjældent sker i dag.

Hos cheføkonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk er der fuld opbakning til det hollandske synspunkt:

»Mangler ved software og den erhvervsdrivendes manglende vedligehold af software er efter vores vurdering omfattet af købelovens to års reklamationsret, da software i dag er en integreret del af produktet,« siger han og slår fast, at Forbrugerrådet Tænk er parat til at løfte en lignende sag her i Danmark, hvis det skulle blive nødvendigt:

»Købeloven bygger på fælles europæisk lovgivning, så udfaldet af den hollandske sag kan blive rigtig interessant i Danmark,« siger Martin Salamon.

Martin Salamon, Forbrugerrådet: Betyder manglende softwareopdatering, at telefonen bliver usikker, skal du da ikke bruge telefonen overhovedet.

Afgørende for sikkerheden

Version2 har tidligere beskrevet, at millioner af mobiltelefoner i de danske hjem byder hackere alt for let indenfor på grund af manglende vedligehold fra producenterne.

Læs også: Kritiske opdateringer ignoreres: Millioner af Android-telefoner fyldt med sikkerhedshuller

Det udbredte Android-styresystem modtager nemlig opdateringer alt for lemfældigt fra producenterne, påpegede sikkerhedsfolk. Problemet er blevet særligt tydelig i kølvandet på, at flere alvorlige sårbarheder er blevet afsløret i styresystemet i den senere tid.

I sensommeren kom det frem, at en hacker via sikkerhedshullet ‘Stagefright’ alene ved at sende en MMS-besked kunne opnå kontrol med Android-telefonen og de følsomme data, den indeholder og giver adgang til – så som netbank, mailboks og kritiske virksomhedssystemer.

Mange Android-enheder er slet ikke sikkerhedsopdaterede, lød det fra senior E-Threat Analyst ved it-sikkerhedsvirksomheden Bitdefender.

Sidenhen er endnu flere sårbarheder dukket op, hvor en telefon eksempelvis kan overtages, hvis den besøger en hjemmeside med en særligt indrettet MP3-fil.

Bogdan Botezatu betegnede Android-situationen for slem:

»Der er mange enheder rundt om, der ikke har fået sikkerhedsopdateringer, siden brugeren købte dem. Det er en møjsommelig proces, der ikke kan sammenlignes med den hos Apple. Apple har et slags monopol, hvor de bestemmer, hvornår de frigiver et image til en telefonmodel,« siger han.

Løbende softwareopdateringer er afgørende for sikkerheden i smartphones, routere og andre produkter, der går online, for manglende opdateringer kan give hackere adgang til at stjæle koder og indhold på produkterne og de enheder, de er forbundne med.

En undersøgelse lavet af Consumentenbond i 2015 viste, at 82 procent af de undersøgte Samsung-telefoner ikke kørte på den nyeste Android-software i deres andet leveår, efter at de var introduceret på markedet.

Kan ramme dine bankoplysninger

Ifølge Martin Salamon er det helt uacceptabelt, at forbrugernes økonomi eller privatliv sættes over styr, fordi producenten ikke leverer de seneste softwareopdateringer:

»Betyder manglende softwareopdatering, at telefonen bliver usikker, skal du da ikke bruge telefonen overhovedet. Det kan jo gå ud over både bankoplysninger og personlige oplysninger. Så er der tale om en væsentlig mangel, og så må man lade handlen gå tilbage,« fastslår han.

Rasmus Theede, formand for det digitale råd og medlem af IT-Branchens sikkerhedsudvalg, forstår godt problematikken og mener også, at købeloven bør omfatte softwareopdateringer.

»Forbrugerne bør have krav på at kende ‘end of life’-datoen for et produkt, når de køber det. Der bør absolut gælde en garanti på softwareopdateringer på lige fod med hardware,« har han tidligere fastslået i et interview med Version2.

En af de vanskeligste udfordringer er ifølge Rasmus Theede Internet of Things. De mange nye online-produkter som smart-tv, printere og røgalarmer gør det umuligt for forbrugeren at gennemskue udfordringen omkring softwaresikkerhed, mener han.

»For private forbrugere er det umuligt at vide, når du går ned i et supermarked og køber en router, om den overhovedet kan opdateres, eller om den kinesiske producent bare vil sælge devices, og så er det ligesom det,« siger han.

Ingen hjælp fra EU

Hos Forbruger Europa, som er det fælles europæiske netværk af forbrugerorganisationer finder lederen Lars Arent også spørgsmålet interessant og relevant:

»Det er en superinteressant problemstilling. Med Internet of Things i fremgang bliver software og adgang til opdateringer lige så vigtigt som produkterne. Men mig bekendt er det ikke noget, Europa-Kommissionen har taget stilling til,« siger han.

I Holland skriver forbrugerorganisationen i en pressemeddelelse, at ved køb af en Android-enhed fra Samsung får forbrugere utilstrækkelig information om, hvor længe de vil blive ved med at modtage softwareopdateringer.

»Consumentenbond kræver, at Samsung tilbyder kunderne klar og utvetydig information om dette,« udtaler direktør i Consumentenbond, Bart Combée, ifølge pressemeddelelsen.

Han nævner desuden, at Samsungs information om kritiske sårbarheder som Stagefight er utilstrækkelig. Generelt har der været øget fokus på en række kritiske sårbarheder i Android i 2015.

Consumentenbond går specifikt efter Samsung, fordi selskabet er den største leverandør af Android-telefoner i Holland. Det skulle dog også fremgå af pressemeddelelsen, at andre leverandører heller ikke er for gode, når det gælder opdateringer til telefonerne.

»Som forbruger har du ingen anelse om, hvornår du får opdateringer. Apple er også uklar om sine iOS-opdateringer, men telefoner fra selskabet får i praksis langt flere opdateringer.«

Hollændere: Først brev, nu retssag

Consumentenbond sendte et brev med krav til Samsung i december sidste år. Der er ikke kommet tilstrækkeligt af kravet ifølge Consumentenbond, som derfor har valgt at hive Samsung i retten.

Det fremgår ikke klart af pressemeddelelsen, præcist hvad Consumentenbond kræver af Samsung, bemærker Digi.no, men ifølge NOS.nl, så kræver organisationen, at Samsung tilbyder opdateringer til alle sine Android-telefoner i mindst to år. Vel at mærke ikke fra det tidspunkt, telefonen bliver introduceret på markedet på, men fra det tidspunkt, hvor den bliver solgt.

En talsperson fra Samsung siger ifølge Digi.no til NOS.nl, at virksomheden foretrækker konstruktiv dialog med forbrugerne fremfor juridiske diskusioner i reten. Samsung mener desuden at problemet med blandt andet Stagefright-sårbarheden fremstilles som større, end det faktisk er.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (12)

Simon Mikkelsen

Der bør også være en rimelig tidsramme for hvor sent opdateringer må komme ud. Jeg har en telefon fra Sony, og selv små men meget vigtige opdateringer kan nemt tage 3 måneder om at komme. De større opdateringer af Android tager over et halvt år - venter stadig på Android 6 hvor der ikke engang er meldt en dato ud.

Christian Nobel

.. det også ville være rimeligt at telefonerne ikke var låst, så det var muligt at opgradere dem til alternativ software, f.eks. CyanogenMod, uden alverdens krumspring.

Meget kan man sige om PC fabrikanterne, men på stort set (hvis vi ser bort fra visse UEFI udfordringer!) alle maskiner kan man smide den medfølgende Windows ud, og installere noget andet - det kan så godt være der mangler nogle drivere, men i det store hele er det muligt, og der er ingen aktive hindringer.

Per Erik Rønne

Jeg har svært ved at se problemet her.

Når folk køber en Android ved de jo på forhånd at de ikke skal regne med opgraderinger.

Helt på linje med at køber man et OSX eller iOS-produkt så ved man at der stadig kommer opgraderinger i 4-5 år fremover ...

Baldur Norddahl

Helt på linje med at køber man et OSX eller iOS-produkt så ved man at der stadig kommer opgraderinger i 4-5 år fremover ...

Er det en dårig Apple trold du forsøger at lave her? Google Nexus devices bliver opdateret og det bliver top modellerne fra Samsung også. Der er eksempelvis ingen af mine Androids der er sårbare overfor Stagefright mere. At de så var alt for længe om at få lukket det hul er en anden sag og noget som Apple også gør sig skyldig i fra tid til anden.

Det er derudover også muligt at købe produkter der et tæt på EOL som nye fra Apple og der kan du ikke regne med at opgraderingerne kommer ligeså længe, som til deres nyeste flagskib. Vi må have standarder her. Selv fra Apple må vi have en erklæring om hvor længe et produkt er supporteret, for ellers kan en ny ledelse hos virksomheden nemt ændre strategi til næste år. Og det skal være salgstidspunktet der gælder, og ikke hvornår produktet blev lanceret.

Man kan ikke pege på én producent og erklære at det er helt ok at de andre er rådne, forbrugeren kan bare vælge at købe fra producenten der sælger varer til dobbelt pris.

Vi må håbe dette bringes op på EU plan, da det er noget som ingen kan ignorere.

Ivo Santos

Nu havde det også været en fordel hvis operativ systemet lå på e flash drev og ikke i en bios firmware, men jeg gætter at det er en del af deres strategi.

Nu er det jo sådan at hvis Android os lå på et flash drev, og ikke som i dag på en firmware chip så ville smart telefon producenterne sikkert sælge færre telefoner. men set fra os forbrugere giver det ellers god mening da det desuden også ville styrke den generelle sikkerhed da man ville kunne have månedlige opdateringer i samme stil som på alm. pc'er.

Thue Kristensen

Nu bliver der jo jævnligt fundet nye sikkerhedshuller, så man bør i teorien ikke bruge en telefon uden sikkerhedsopdateringer.

Jeg forventer altså at kunne bruge en telefon i mere end 2 år, når jeg lige har købt den. Der bør være krav om mere end 2 års sikkerhedsopdateringer.

Det er jo ikke det samme som et køleskab; et køleskab holder ikke automatisk op med at virke efter 2 år, når garantien udløber.

Morten Poulsen

Det er jo ikke det samme som et køleskab; et køleskab holder ikke automatisk op med at virke efter 2 år, når garantien udløber.


Næh, men der er jo desværre meget elektronik, der er designet til at gå i stykker efter kort efter garantien er udløbet, så forbrugerne er tvunget til at købe nyt. Det er godt for producenterne og BNP, men ikke særligt godt for forbrugerne og miljøet. Efter min mening burde vi kræve, at den nuværende beskyttelse i købeloven gradvist øges til 5 år hen over de næste 6 år, og udvides til at gælde software opdateringer.

Henrik Kramshøj Blogger

eller endnu bedre, efter 5 år (eller 3 år efter seneste sw opdatering) frigives oplysningerne om programmering, så man kan genbruge enheder med eksempelvis en fri Linux!

Hvis det krav kom ville vi se mindre elektronikskrald, og nogle bedre opdateringer!

Brian Funk

Min første Android mobil var en HTC hero. Det var en god mobil, men opdateringerne tog mange måneder om at komme. Den kom aldrig videre end 2.1 så vidt jeg husker. Derfor køber jeg ikke HTC mobiler mere. Jeg satser ikke på at de vil opdatere længe eller hurtigt nok.

Men der er heldigvis andre producenter på markedet, der både laver gode telefoner OG opdaterer hurtigt og til nyeste version flere år efter lancering af modellen. Så Android er stadig mit foretrukne OS på mobil.

Bent Jensen

"Derfor køber jeg ikke HTC mobiler mere."
Heller ikke her, Tablet fra ASUS var også den sidste.

Men sælger og fabrikanter har ikke forstået at en af de store grunden til at HTC gik fra en flot 1 plads til under "andre fabrikanter". Var manglende opdateringer.
Samsung er ved at komme i samme skuffe, deres højere priser kan kun færdiggøres hvis der også kommer opdateringer.

Men igen vil jeg give et godt TIP køben en google telefon eller en telefon fra oneplus .
Min 3 år google Nexus tablet modtager stadig opdateringer, nexus 5 lige så. Bare synd at de nye modeller skal være så dyre.

Men så er der heldigvis

https://oneplus.net

Topmodeller til en 1/3 af prisen, også er det nemt med en CM opdatering.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer