Folketingets retsudvalg vil have Edward Snowden til Danmark
Folketingets retsudvalg har fået øjnene op for udfordringerne med datasikkerhed og overvågning og vil have gang i en grundig debat på dansk grund.
En vigtig brik i den sammenhæng bliver whistlebloweren Edward Snowden, der i øjeblikket er i eksil i Ruland, og som Folketingets retsudvalg vil have med til en høring, skriver mx.dk.
Hvis omstændighederne tillader det i egen høje person, men hvis det anspændte forhold til Rusland kommer i vejen, da eventuelt på en link-forbindelse a la den, man kunne se til europarådsmødet i Strasbourg i april.
Socialdemokraternes Jeppe Bruus, Venstres Karsten Lauritzen og Enhedslistens Pernille Skipper arbejder på en invitation, og sidstnævnte fortæller, at man har været i kontakt med Snowdens advokat.
Tidligere har politisk asyl til Edward Snowden forgæves været diskuteret, og musiker og internet-aktivist Peter Kofod har efterlyst en whistleblowerordning, der ville beskytte folk som Edvard Snowden, som lækkede oplysninger i offentlighedens interesse.
Den kommende invitation til Edward Snowden falder sammen med, at Enhedslisten i et beslutningsforslag vil have regeringen til at forbyde masseovervågning og indirekte tage stilling til, hvorvidt der fra statens side foregår masseovervågning i Danmark, skriver Information.
Forslaget kommer, efter at netop Edward Snowden fik belyst, hvordan transatlantiske fiberkabler knyttede nationale efterretningstjenester sammen i et spind af rets- og gennemsigtigheds-undvigende overvågning på kryds og tværs af landegrænser og lovgivninger.
I kølvandet på afsløringen ville Nicolai Wammen (S) ikke tilkendegive, om data om danskere opsamlet med danske fiberkabler blev udleveret til den amerikanske efterretningstjeneste NSA i et samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste, og har i en række folketingssvar afvist at fortælle, om det er lovligt.
Edward Snowden fik i begyndelsen af august forlænget sin opholdstilladelse i Rusland med tre år.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.