Folketinget vil stoppe ét års ekstra løn til Malou Aamund

Kommer valget i foråret, kan Malou Aamund få sin folketingsløn i et helt år ekstra, oven i lønnen som direktør i Microsoft. Det vil et flertal i Folketinget nu have stoppet.

Den 1. februar begyndte Venstre-politikeren Malou Aamund i sit nye job som salgsdirektør hos Microsoft. Men hun blev samtidigt siddende i Folketinget indtil valget. Det betyder ? udover dobbelt løn indtil valget ? at hun også kan hæve et helt års ekstra løn fra Folketinget efter valget, hvis det falder i foråret.

Læs også: Malou Aamund dropper politik: Ny salgsdirektør i Microsoft

Den ordning vil et flertal uden om regeringen nu have stoppet, skriver B.T.

I dag fredag fremsætter Enhedslisten et forslag om at ændre på reglerne for bonusåret. Fremover skal lønnen fra Folketinget til tidligere medlemmer kun udgøre forskellen på folks indtjening og hvad, de tjente som folketingsmedlemmer, mener partiet.

Og da hele rød blok samt Dansk Folkeparti støtter forslaget, er der udsigt til en lovændring, der altså kan gå ud over Malou Aamunds indtjening det kommende år.

Læs også: Malou Aamund: Folketinget var en kold it-tyrker

Ordningen med et års ekstra løn er til for at give politikerne en blød start uden for Christiansborg, hvis de ikke bliver genvalgt. Forlader en politiker Folketinget i 'utide', får vedkommende ingen bonus-løn, men Malou Aamund har altså valgt at blive som folketingsmedlem, samtidigt med at hun starter som salgsdirektør i Microsoft.

Årslønnen fra Folketinget udgører 592.991 kroner om året samt en række tillæg og goder, mens Malou Aamund forventes at tjene væsentlig mere end det som salgsdirektør i Microsoft.

Malou Aamund blev valgt ind i Folketinget med Ny Alliance i november 2007, men skiftede fire måneder senere til Venstre. Før sin politiske karriere var hun salgschef hos IBM.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Knud Larsen

Der er alt for mange goder også for ministrene. Så det er en god ide at stramme op. Jeg husker Brixtofte som formand for skatteudvalget. Men han var aldrig til at få fat på. Det gældr sikkert hele resten af flokken også. I øvrigt har jeg ventet et år på svar omkring fup og fiduser vedr. skat på aktier der pludselig bliver omlagt til obligationer med tilabgevirkende kraft.

  • 0
  • 0
Torsten Holtse

hvad er det lige denne historie har med IT-branchen at gøre? Ja, Malou Aamund er blevet ansat i Microsoft, men det har jo intet med sagen at gøre hvilket firma hun er blevet ansat i. Hun kunne være blevet kassedame i Netto og stadig have lavet samme nummer.

  • 0
  • 0
Frej Soya

Nu handler det om at bruge skattepengene bedst muligt. Også i folketinget.

Problemet er også, at hvis malou stopper, ryger hendes mandat tilbage til liberal alliance og dermed ændres det nuværende flertal.

Men! jeg er sikker på, at malou er enig i, at det er fjollet hun skal modtage løn for et arbejde hun ikke udfører.

Ganske kompleks og uforudset problemstilling. Og derfor et lovforslag som virker meget fair?

Så kan du være den sure person, der mener andre er misundelige ;)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere