Folketinget opruster værn mod cyberangreb
Partierne i Folketinget har besluttet at udvide en aftale om at advare hinanden, hvis de bliver udsat for hacking eller it-kriminalitet.
I en pressemeddelelse fra Folketinget fremgår det, at alle opstillingsberettigede partier nu også skal advare hinanden, selvom man er mellem valg, hvilket er en udvidelse i forhold til den oprindelige aftale, der blev indgået sidste år.
Folketinget har også skruet op for it-sikkerheden blandt medlemmerne, der, når de rejser til lande, hvor der er en høj risiko for cyberkriminalitet, skal bruge særligt udstyr, der bliver tjekket og 'renset', når de kommer hjem igen.
Derudover tager Folketinget snart et aflytningsikret lokale i brug. Det skal først og fremmest bruges til møder i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor der kan være sager af sikkerhedspolitisk betydning på dagsordenen.
Henrik Dam Kristensen, Folketingets formand, udtrykker glæde over aftalen, der skal »værne demokratiet«. Han mener, at aftalen er udtryk for tillid mellem partier, der »har et fælles ønske om en fair politisk debat uden misinformation«, lyder det.
Han fortæller også, at der er en høj risiko for cyberangreb mod Danmark, og kalder de nye initiativer 'rettidig omhu'.
