Folketingets tv-app skal ikke længere sende persondata videre til Google via Google Analytics.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Folketinget, efter eksperter har kritiseret strategien i Jyllands-Posten.
»Det er korrekt, at Folketinget i den omtalte app til visning af tv og video fra Folketingets møder har benyttet sig af Google Analytics til brug for indsamling af data til statistikformål, hvilket er meget beklageligt,« lyder det i meddelelsen.
Statistikværktøjet blev fredag fjernet fra app’en, der ifølge meddelelsen er en midlertidig applikation, som er blevet »udviklet til at imødekomme behovet for mobil adgang til tv fra Folketinget, imens Folketinget var ved at udskifte en gammel Flash-player på Folketingets hjemmeside, som ikke gav mulighed for at se møder fra Folketinget fra mobile enheder«.
Google Analytics opsamler data om, hvilke sider der bliver besøgt, hvor længe brugeren er på sitet, og hvilken browser der bliver brugt. Hvis brugeren har en Google-konto, kan Google i princippet også spore, hvem brugeren er. De opsamlede data bruges ifølge Googles egne retningslinjer til statistiske formål, men også til at målrette eksempelvis annoncer til brugerne.
Version2 har tidligere dokumenteret, at brugen af Google Analytics i det offentlige er ekstremt udbredt. En stikprøveundersøgelse viste i april sidste år, at hver anden offentlige myndighed anvender Google Analytics.
Folketinget bruger ikke Google Analytics på andre online-tjenester.