Folketinget crowdsourcer test af ny hjemmeside

Folketinget åbner for alle til at hjælpe med opbygningen af parlamentets hjemmeside. Med bygge-blokker kan man foreslå websidens fordeling af indhold.

Skal kontakt til medlemmer ligge under kontakt eller under medlemmer? Skal nyheden om et åbent samråd i Miljøudvalget kunne findes på forsiden, eller giver det mere mening, at gemme den til siden om udvalg?

Om lidt over et år skal Folketinget lancere en ny hjemmeside, og der er design-dilemmaer nok. Derfor har Folketingets web-afdeling delt et online system, hvor alle kan bidrage til hjemmesidens fremtidige opbygning.

»Det er en måde at komme hurtigt ud til en masse brugere. Vi vil bruge det i forhold til at se, om folk forstår vores navngivning af menupunkterne og se, hvor de placerer kortene,« fortæller projektleder Henrik Skovmark

siden optræder der 35 kort med forskellige stykker indhold. Og det er så op til testpersonen, at fordele kortene i de menupunkter, som virker passende. Det var dog ikke planen fra projektets begyndelse at sende siden ud i den brede offentlighed, forklarer Henrik Skovmark.

»I starten havde vi bare tænkt, at den skulle ud til nogle netværk inde på Christiansborg og inde på ministerier og styrelser. Og så var der nogle i projektgruppen, der valgte at lægge den ud på deres LinkedIn-profil.«

Strategien kan dog ende med at spare projektet en masse tid og penge.

»Vi opererer jo også med børn og unge og almindelige borgere som målgruppe. Vi kunne have fået et webbureau til at gå ud og rekruttere de her mennesker. Men på denne måde kan vi komme hurtigt og billigt ud til den type brugere også,« forklarer Henrik Skovmark.

Inspireret af tidspres

Det er web-værktøjet OptimalWorkshop, der lader projektholdet samle elektronisk input til, hvordan hjemmesidens indhold i fremtiden skal struktureres.

»Egentlig var det fordi, vi var under et tidspres, og vi ville gerne have det testet på en hvis mængde brugere, så derfor valgte vi at gøre det elektronisk. Test er jo noget af det, der er dyrest i de her processer. Man bruger mange penge på at rekruttere de rigtige mennesker, og så er det meget tidskrævende,« siger Henrik Skovmark.

Der er dog også begrænsninger ved den elektroniske test, erkender projektlederen. For eksempel er det sværere at sikre, at test-deltagerne fordeler sig repræsentativt, end hvis de blev bevist udvalgt. Derfor skal den online test heller ikke stå alene, men bakkes op af kvalitative undersøgelser, lyder det fra projektlederen.

Snart skal arbejdet med første prototype af hjemmesiden igang, før sitet skal være endeligt færdigt til januar i 2016. Indtil videre har testsvarene ligget godt op ad, hvad Henrik Skovmark og holdet havde forestillet sig. Planen er dog at lade siden florerer en uges tid eller to for at få endnu flere indspark. Projektlederen vil også gerne opfordre Versions2’s læsere til at give deres besyv med.

»Det ville være herligt,« siger Henrik Skovmark.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere