Når præster sender e-mails til borgerne, der indeholder personfølsomme data, er det på kant med loven, fordi folkekirkens mailsystem ikke er krypteret. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Det nuværende mailsystem lever derfor ikke op til Datatilsynets krav for at sende personfølsomme oplysninger.
Grundlæggende vil informationer om tilhørsforhold til kirken, eksempelvis ved dåb, konfirmation eller begravelse, være at betegne som følsomme, da det omhandler religion.
»Alle oplysninger, hvor du kan koble et individ sammen med en religion, er følsomme oplysninger, der er omfattet af persondataloven. Jeg vil mene, at det også omfatter, at man skriver med en præst om noget med dåb, konfirmation eller begravelse, for så har man udtrykt sit religiøse tilhørsforhold,« siger Karina Lind Bertelsen, der er advokat og specialist i persondata i Advodan.
Udveksling af information mellem borgere og myndigheder skal ske sikkert. Derfor råder hun til, at folkekirken bør etablere en form for kryptering af deres mails eller sende dem via e-boks.