Næsten tre af fire adspurgte amerikanere svarer, at de tror, at machine learning og AI kommer til at koste job. Det viser en rundspørge foretaget af Gallup, skriver The Verge.
Men det bekymrer ikke de adspurgte.
For kun 23 procent af den samme gruppe er ‘bekymrede’ eller ‘meget bekymrede’ for, at det er netop deres job, der står for skud, når automatiseringen af endnu flere job sætter ind, skriver The Verge.
Blandt de 23 procent er det især dem, der har en kortere uddannelse, der frygter, at deres job overtages af automatisering.
Undersøgelsen falder i slipstrømmen af en række andre undersøgelser fra blandt andre Quartz og Pew Research Center, der ligeledes tyder på, at folk i høj grad forventer, at automatiseringen vil koste flere job i fremtiden.
Også i disse undersøgelser mener langt de fleste, at automatiseringen vil gå ud over job. Og også her mener langt færre, at den vil ramme deres egne fag.
Ingen ved, hvad der sker
Umiddelbart fortæller det om en ignorance og en kortsynethed hos de adspurgte, men rundspørgerne afspejler også en udtalt tvivl hos eksperterne på området, skriver det amerikanske techmedie.
Der har været skiftende resultater i de videnskabelige rapporter, der har forsøgt at finde ud af, præcis hvad algoritme-automatiseringen kommer til at betyde for fremtidens jobmarked.
Nogle undersøgelser peger på, at man på globalt plan mister i omegnen af en milliard arbejdspladser, når algoritmerne og AI for alvor gør sit indtog omkring 2022. I andre undersøgelser er det 800 millioner i 2030. Og i andre undersøgelser igen vil den nye tendens skabe nye job. Også flere, end den udfaser.
Metoderne og definitionerne i studierne varierer også. Hvornår er AI kunstig intelligens, og hvornår det blot en algoritme? Og hvornår er et job i teorien ødelagt af denne fremstormende teknologi? Undersøgelserne er ikke enige.
Noget er anderledes nu
Historisk set er vi som mennesker dygtige til at skabe nye professioner, når gamle ødelægges. Denne gang er det dog anderledes, påpeger flere AI-eksperter ifølge The Verge. For maskinerne er kvalitativt klogere, end de nogensinde har været, og de historiske eksempler er ikke helt sammenlignelige med den bølge, vi står over for.
Med disse meget forskellige synspunkter er det forståeligt, at amerikanerne tænker, at det er et problem, men ikke nødvendigvis deres eget. Mange er villige til at italesætte det som et problem, men kan ikke se på en computer og tænke: »Den kan gøre mit arbejde for mig endnu«, skriver The Verge.