Der er ikke meget af den rene vare over danske virksomheders anvendelse af agile metoder.
Det viser en ny rapport fra konsulentfirmaet Peak Consulting Group. Danske virksomheder er nemlig ikke bange for at mikse agil tilgang med snart sagt hvad som helst.
Der har ikke tidligere været gennemført større undersøgelser om udbredelsen og anvendelsen af agile metoder herhjemme, mener firmaet bag analysen.
Undersøgelsen, som ikke er offentliggjort endnu, viser, at 61 procent af respondenterne befinder sig i den hybride arketype. 32 procent angiver, at de ‘anvender udvalgte agile teknikker’, og 29 procent angiver, at de har ‘etableret agile teams i udvalgte projekter’.
‘Hybrid’ handler om to undergrupper: Hybrid-1, som dækker over organisationer, hvor man på ad hoc-basis afprøver udvalgte agile teknikker. Dette er typisk en midlertidig tilstand for virksomheden. Hybrid-2 er organisationer, der afprøver agilitet i et eller flere udvalgte projekter.
SAFe i vækst
34 procent anvender en såkaldt 'skaleret agil metode', også kendt som SAFe. 30 procent anvender det sammen med traditionelle metoder.
Samlet set forventes det, at 44 procent anvender skalerede agile modeller om et år, og at der sker en tredobling i antallet af organisationer, der alene anvender en skaleret agil metode.
Fem procent anvender konsekvent agile metoder i eksekveringen af initiativer og projekter, men benytter traditionelle 'best practices' til de øvrige funktioner i virksomheden.
Top-formålene med implementering af agilitet er: kortere leverancehastighed, eller 'time to market,' som det hedder, og som angives af 32 procent. Bedre evne til at håndtere og prioritere ændringer fremhæves af 19 procent af besvarelserne.
Men kun otte procent nævner bedre kvalitet i den leverede it-løsning.
Agile metoder har for 18 procent af respondenterne medført en bedre evne til at håndtere og prioritere ændringer. 14 procent nævner bedre afstemning mellem forretningen og it, og 13 procent nævner kortere leverancehastighed og time to market.
Gevinster i produktivitet efter tre år
Kun ni procent af virksomhederne i besvarelserne opnår øget produktivitet som konsekvens af agile metoder.
Men hvis man lægger dem, der opnår ‘bedre samarbejde og effektivitet i distribuerede teams’, oven i hatten, ender man dog med 18 procent, der oplever øget produktivitet.
Rapporten spørger også, hvad der kendetegner de organisationer, der har succes med at øge produktiviteten.
Her lyder svaret, at i denne gruppe har 33 procent arbejdet med agile metoder i mere end fem år. 40 procent har arbejdet med metoderne imellem tre og fem år. Og 16 procent har arbejdet på denne måde mellem et og tre år.
Der tegner sig altså et billede af, at produktiviteten går op, når metodikkerne kommer op under neglene.
Rapporten konkluderer, at det tager op mod tre år, før produktivitets-gevinsten realiseres. Når ændringerne er indarbejdet i organisationen, svarende til mere end fem år, flader gevinsten til gengæld ud.
Fem råd til agil udvikling fra felten
Rapporten har opsamlet de fem bedste råd fra deltagerne i undersøgelsen:
1. Erfaring er altafgørende
»Sørg for rekruttering af praktisk erfarne agilister (f.eks. coaches, ildsjæle, evangelister o. lign.) inden I går i gang. Dette afhjælper rolle-udfordringerne, erfaringsudfordringerne, proces- og værktøjsudfordringerne. Stil krav om konkret hjælp - ikke teoriforelæsninger.«
2. Målrettet og rettidig træning
»Mål gerne på om uddannelsesinitiativerne leverer det ønskede resultat. Det afhjælper rolle-udfordringerne, proces- og værktøjsudfordringerne samt den konsekvente anvendelse. Anvend i videst muligt omfang sidemandsoplæring, da denne metode netop viser sig særligt effektiv ved læring af teorier i praksis.«
3. Led forandringen
»Få forandringsledelsen forankret så tæt på topledelsen som muligt.«
4. Få roller, processer, værktøjer, teknikker mv. på plads
»Hellere vælge forkert end ikke at vælge noget - i ægte agil ånd, kan man altid tilpasse. Det er man nærmest forpligtet til.«
5. Videndeling
»Opret eksempelvis tværgående communities, som gerne er faciliteret af en af de erfarne medarbejdere. Da erfaringsgrundlaget fra start er meget lille, er det absolut nødvendigt at sikre, at oplevet viden, lærte erfaringer og afprøvede best practices deles hurtigst muligt.«
Kan du genkende rapportens konklusioner fra din virksomhed? Giv dit besyv med i debatten herunder.