Chef for lukket Bitcoin-børs bryder tavsheden: Arbejder hårdt på en løsning

Den øverste chef for Mt. Gox udsender sin første udtalelse siden nedlukningen af den japanske bitcoin-børs. Han er stadig i Japan og arbejder hårdt på en løsning, lyder det.

For første gang siden Mt. Gox lukkede sin hjemmeside ned natten til tirsdag, er den øverste chef, Mark Karpales, nu dukket frem med en kort skriftlig udtalelse. Det skriver The Guardian.

Karpales skriver, at hans udmelding er en reaktion på de mange spekulationer omkring Mt. Gox og dens fremtid.

»Jeg vil gerne benytte lejligheden til at forsikre alle om, at jeg stadig er i Japan og arbejder hårdt på at finde en løsning på de seneste problemer med hjælp fra forskellige parter,« udtaler han.

Han beder desuden folk om at holde op med at kontakte hans medarbejdere, da han har instrueret dem i ikke at svare eller give informationer.

De japanske myndigheder har tidligere på ugen nægtet at tage nogen former for ansvar i forbindelse med Mt. Gox og de pengebeløb, som brugerne måtte have tabt.

The Guardian skriver, at en talsmand fra landets offentlige finansagentur, Financial Services Agency, blandt andet gjorde det klart over for Wall Street Journal, at de ikke anser bitcoins som en møntfod i samme boldgade som eksempelvis guld. Derfor ligger bitcoins uden for deres "regulative tilsyn".

Men i kølvandet på myndighedernes mildest talt kølige syn på bitcoins, udtaler en talsmand fra den japanske regering til Wall Street Journal, at de for første gang nu vil undersøge lovligheden af bitcoins.

Desuden fortæller talsmanden ifølge The Guardian, at man i samarbejde med politiet er i gang med at indsamle informationer om Mt. Gox, og at de er indstillet på at »tage affære«.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Anders Christensen

Jeg husker at der engang blev lavet nogle Bornholmerdalere til Bornholmerspillet. Bitcoins er vel reelt at sammenligne med matadorpenge og samlerobjekter. De er kun det værd som nogen vil give for dem.

Så naturligvis er Bitcoins lovlige, men ingen er forpligtet til at modtage betaling i Bitcoins, og derfor er værdien begrænset til dem der vælger at bruge dem. Det samme gælder "bloddiamanter" som typisk anvendes i kriminelle miljøer.

  • 0
  • 0
#2 Ole Kofod

Det samme kan principielt skrives om Kroner, $, €, £, Yen osv. I praksis modtager de fleste penge med en forventning om, at andre efterfølgende også vil modtage dem med en nogenlunde tilsvarende værdi. Men det system kan jo også bryde sammen.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere