Samsung har netop annonceret, at selskabets næste flagskibstelefon, S8, kommer med Bluetooth 5. Den nye generation af Bluetooth lover fire gange så lang rækkevidde og en dobbelt så høj effektivitet i forhold til, hvor mange data, teknologien kan overføre i sekundet.
Helt konkret betyder det, at Bluetooth 5 kan overføre 2Mbit i sekundet mod Bluetooth 4’s 1 Mbit/s. Det bliver især nyttigt i forhold til Internet of things, hvor stadig flere ting forbindes til hinanden inden for forholdsvis korte afstande.
Men akkurat som med tidligere Bluetooth-standarder kræver det, at andre devices følger trop, før den fulde effekt kan mærkes. Og som det ser ud lige nu, er den nye Samsung-mobil den eneste gadget med den nye teknologi. Det skriver engadget.com.
Derudover løser Bluetooth 5 ikke alle Bluetooth-standardens problemer. Eksempelvis vil der stadig være betydelige kvalitetstab, hvis man hører musik over Bluetooth.