Følg svineinfluenzaen live på nettet

Google Maps, Twitter, Healthmap og de nationale sundhedstjenester er blandt kilderne til opdateret information om den omsiggribende svineinfluenza. Få en oversigt over, hvor på nettet du kan følge epidemien.

Google Maps har i sit svineinfluenza-lag to små pink nåle på danmarkskortet. En stukket ned i Rigshospitalet og en, der peger Hvidovre hospital ud. Når man klikker på nålene, dukker en kort tekst på engelsk op om, at der begge steder er to personer indlagt med mistanke om svineinfluenza.

At nålene er pink, indikerer, at der her 'kun' er tale om mistanke. Bekræftede tilfælde er lilla, og en manglende sort prik i nålen taler sit stille sprog om, at der er tale om dødsfald. Ind til videre er nåle uden sorte prikker dog kun dukket op i Mexico.

I Frankrig og Australien dukker et par gule nåle op, det er mistænkte tilfælde, som nu officielt er blevet afkræftet som værende svineinfluenza.

Det er Google Maps-entusiasten med navnet niman, der angiver sig selv som beskæftiget inden for biomedicinsk forskning, der samler informationer om epidemien og gør den tilgængelig på korttjenesten.

Bloggeren Ben Parr på Mashable.com har skrevet et indlæg om, hvordan man bedst sporer svineinfluenza på nettet, og hans første råd lyder: Tjek WHO's Disease Outbreak News Center.

Dernæst anbefaler han at abonnere på Google News' alert-tjeneste, og endelig linker han til hjemmesiden healthmap.org,. Healtmap samler information fra WHO, Google News, ProMED og flere andre kilder og præsenterer det sorteret geografisk og tidsmæssigt.

Dertil kommer Twitter, hvor en række brugere ligeledes følger udbredelsen af svineinfluenzaen, herunder førnævnte healthmap og en Matty McClain, der aktivt linker til alle nyhedsartikler om emnet.

Se links til net-kilder om svineinfluenza under fanen 'Eksterne links' - og skriv gerne i debatten, hvis du har tilføjelser til listen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere