FN's højkommissær for menneskerettigheder opfordrede i går de amerikanske myndigheder til at være yderst varsomme med at gå videre med sagen, hvor FBI vil have Apple til at åbne den telefon, der tilhørte en af de to gerningsmænd, som i december skød og dræbte 14 mennesker i San Bernardino i Californien.
Ifølge FN kan sagen nemlig få større konsekvenser for digital sikkerhed og menneskerettigheder.
FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, siger i en erklæring, at der 'ikke kun er tale om ét tilfælde, og én it-virksomhed i ét land. Den vil i fremtiden få enorme konsekvenser for den enkeltes sikkerhed i en digital verden, som i stigende grad griber ind i den fysiske verden, vi lever i'.
Den 2. december 2015 blev 14 mennesker dræbt og 22 alvorligt såret i et angreb på Inland Regional Center i San Bernardino, Californien. Det skete under et omfattende skyderi, hvor der også blev forsøgt at bombe.
Efterfølgende har FBI bedt Apple om at låse en iPhone fra en af de våbenførende op for at få adgang til krypterede data.
FBI har nemlig ikke været i stand til at bryde telefonens PIN-kode. Gætter de forkert 10 gange, kan telefonen - afhængig af indstillinger - slette al indholdet.
Apple er derfor blevet pålagt at fjerne begrænsningen i antallet af forsøg, der kan indtastes, så FBI kan brute-force telefonen åben.
Zeid Ra'ad Al Hussein mener, at FBI fortjener 'fuld opbakning' i efterforskningen, men at der i sagen også skal 'trækkes en grænse mellem både at beskytte os imod kriminelle og undertrykkelse'.
Hvis FBI vinder sagen mod Apple, kan det skabe præcedens, der gør det umuligt for andre store internationale it-virksomhed at beskytte deres kunders privatliv overalt i verden, advarer han.
Det kan potentielt være en 'gave' til totalitære regimer og hackere.
»For at løse et sikkerhedsrelateret problem med kryptering i ét tilfælde risikerer myndighederne at åbne en Pandoras æske, der kan få store negative konsekvenser for mange millioner menneskers menneskerettigheder,« siger Zeid Ra'ad Al Hussein ifølge en pressemeddelelse.
Behov for kryptering værktøjer
Zeid Ra'ad Al Hussein noterer også, at krypteringsværktøjer anvendes i hele verden af menneskerettighedsforkæmpere, civilsamfundet, journalister, informanter og politiske dissidenter.
»Manges liv vil komme i fare uden kryptering,« siger han.
»I værste fald kan det føre til forfølgelse af personer, der bare gør det, som deres grundlæggende menneskerettigheder giver dem ret til, hvis regeringer kan bryde ind i borgernes telefoner.«
Zeid Ra'ad Al Hussein advarer også imod, at en svækkelse af kryptering kan hjælpe den økonomiske kriminalitet.
»I en tid, hvor vi gemmer så meget af vores personlige og professionelle liv på vores smartphones og andre enheder, hvordan skulle vi kunne beskytte vores oplysninger uden kryptering?« spørger han.
Potentielle større farer
Ifølge ham er debatten om kryptering for fokuseret på sikkerhed og overser, at hvis man svækker den enkeltes beskyttelse med kryptering, kan det bringe både den nationale og den internationale sikkerhed i endnu større fare.
Han opfordrer de amerikanske myndigheder til at bruge 'Apple-FBI-sagen' som et udgangspunkt for en 'meget tiltrængt dybtgående undersøgelse af de meget komplekse og konstant skiftende spørgsmål vedrørende privatlivets fred og sikkerhed i den digitale tidsalder'.
Zeid Ra'ad Al Hussein opfordrede også Rådet for Menneskerettigheder i Geneve til at undersøge den virkning, digitale og nye teknologier har på menneskerettigheder over hele verden.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.