Flyproducent udvikler supersikker Android-telefon

Illustration: Android Logo
Boeing er klar med den sikre Android-telefon Black, der blandt andet sletter alle data og al software, hvis nogen rent fysisk forsøger at pille ved telefonen.

Verden har fået endnu en producent af Android-telefoner, nemlig Boeing, der ellers mest er kendt for fly og våbensystemer.

Boeing løfter nu sløret for telefonen Black, der har været undervejs i nogle år og oprindeligt skulle have været lanceret i slutningen af 2012. Det skriver The Verge.

Målet med Black-telefonen er en sikker enhed, der kan godkendes til brug hos kunder, der frygter for spionage og bagdøre plantet i hardwaren eller softwaren på forhånd.

Ud over indbygget kryptering handler sikkerheden i Black-telefonen primært om, at Boeing står inde for hele 'stakken', fra hardwarens inderste til softwaren, der er lagt på. Boot-processen skulle også være sikret mod overtagelse. For brugeren skulle Android-oplevelsen være helt normal.

Desuden er telefonen fysisk sikret mod pilleri ved at være limet godt sammen og med særlige skruer. Skulle nogen forsøge at bryde denne forsegling, vil alle data og al software blive slettet automatisk. Telefonen er samlet i USA, understreger Boeing.

Specifikationerne for Black blegner dog lidt i forhold til, hvad Samsung og de andre typiske Android-producenter har præsenteret på Mobile World Congress i denne uge.

Boeings telefon er således over 13 millimeter tyk, bruger en 4,3-tomme skærm med 540 x 960 pixels og vejer 170 gram. Der er to Cortex A9-processorer på 1,2 gigahertz til at drive værket.

Til gengæld er telefonen forberedt til udvidelser som satellitkommunikation, solcelleopladning og biometriske scannere.

Boeing har endnu ikke en pris eller en lanceringsdato klar, men den bliver sikkert ikke billig med et kundegrundlag hos USA's myndigheder med strikse sikkerhedskrav.

Spørgsmålet er så, om kunder uden for USA vil stole på, om produktet også er sikret mod aflytning fra NSA's side.

Læs flere detaljer om Black-telefonen hos Boeing.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
martin nyhjem

Man kan nok godt stole på at den KAN aflyttes af NSA I hvert fald.
Og med den super sikre lim, og det at al software slettes hvis den åbnes, vil bagdørene aldrig blive afsløret. Det er smart :)

Er der nogen der ved hvordan det med at slette softwaren virker? Tænker scenarier hvor man taber telefonen eller på andre måder får givet den et stød. Ville være træls hvis alle dokumenterne var væk så :/

  • 1
  • 0
Martin Bøgelund

Er der nogen der ved hvordan det med at slette softwaren virker? Tænker scenarier hvor man taber telefonen eller på andre måder får givet den et stød. Ville være træls hvis alle dokumenterne var væk så :/

En telefon er ikke et produktivitetsværktøj - dokumenter bliver næppe skabt på telefonen, og vil derfor forefindes i kopi et andet sted. Dokumenter der slettes fra telefonen er med andre ord ikke tabt for tid og evighed, men kun tabt for telefonen.

Derfor er det mere sikkert at få telefonen slettet ved et uheld, end at få den til at spørge om man er spion for "de andre", før den påbegynder sletning...

  • 4
  • 0
Christoffer Kjeldgaard

"Ud over indbygget kryptering handler sikkerheden i Black-telefonen primært om, at Boeing står inde for hele 'stakken'"

Hvilken stak? Hardware stakken? Software stakken for OS? Software stakken for eksterne applikationer? Hvad menes der? Kan skribenten uddybe det? :)

Hvis telefonen bliver leveret med Google Services, så kan Boeing IKKE garantere software stakken. Google Services er closed source. Jeg antager den kører AOSP, men det hænger ikke sammen med: "For brugeren skulle Android-oplevelsen være helt normal." - en normal consumer Android telefon kører med Google Services præinstalleret. Kan skribenten uddybe; hvad kører telefonen egentlig? Hvordan installeres der applikationer?

Offtopic: Der er for mange huller i den artikel der.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize