Flügger og Datacon i retten efter stort it-koks

Flügger og Datacon skal mødes i retten om et problemramt økonomisystem, som hverken kunne modtage eller effektuere ordrer. Flügger hævder, at systemet har kostet dem millioner. Datacon undrer sig over, hvorfor man ikke har meldt klart ud før, og forbereder sig omvendt på inkassosag mod Flügger

Malervareproducenten Flügger og it-leverandøren Datacon er havnet i gensidigt juridisk stridsmål om tabte indtægter på grund af et fejlbehæftet it-system. Det skriver Børsen.

»Helt basalt havde vi rigtig svært ved at modtage ordrer og få varerne frem, og den slags bringer os selvfølgelig i miskredit hos vores kunder. En maler kan jo ikke vente 14 dage på at få sin maling«, siger administrerende direktør Peter Røpke til Børsen.

Da Flügger sidste år manglede et system til håndtering af regnskab og logistik, rådførte man sig hos Datacon, der er kendt for stabile løsninger inden for retail. Valget faldt på det populære Microsoft Dynamics.

»Det står stadig lidt tåget for mig, hvad der foregår fra dette ret fornuftige udgangspunkt og frem til, at vi går live i efteråret 2014. Før det skete, havde vi testet nogle ting, og det var egentlig gået meget godt. Så vi mente, vi var klar til at trykke på den store on-knap«, siger Peter Røpke, der først kom til Flügger i foråret 2014, da systemet havde været under implementering et stykke tid.

Så nemt gik det dog ikke. Systemet viste sig at være fejlbehæftet i en sådan grad, at man en overgang hverken kunne modtage ordrer eller få varer ud til kunderne.

Måtte tænke kreativt for at undgå kaos

Stadigt flere fejl og dårlig kommunikation betød, at budgetter og tidsplaner begyndte at skride.

Efter at have rådført sig hos Microsoft blev it-leverandøren Optimate hevet ind for at lokalisere problemerne. De kunne både påvise opsætningsproblemer og designfejl i logistikkæden, som først blev stabiliseret i maj måned sidste år.

Mens problemerne stod på, var Flügger nødt til helt at gå uden om it-systemet, simplificere en række rutiner og opbygge små lagre rundt omkring i Flügger-butikkerne.

»Havde vi ikke haft den mulighed, ville det have været et kæmpeproblem«, siger Flügger-chefen. I alt forventer malerproducenten at gå glip af 60 millioner kroner i år i forhold til normalen som følge af it-problemerne.

Det er især udgifterne til større lagre, ekstra folk og mistet salg, der nu får Flügger til at kræve et stort millionbeløb i erstatning fra Datacon.

Datacon har omvendt valgt at køre inkassosag mod Flügger, som i perioden valgte at tilbageholde et større beløb. Direktør Jan Misser er uforstående over for Flüggers erstatningskrav.

»Det mystiske er, at man har taget systemet i brug i december 2014. I vores verden er det således, at når man ibrugtager et system, er det det samme som at give accept på kvalitet og funktionalitet. Men da vi her halvandet år efter begynder at rykke for vores tilgodehavende, som er et anseligt millionbeløb, henviser man pludselig til skjulte mangler og vil ikke betale«, siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere