Flest udviklere kender Javascript – men kan de lide det?

Illustration: Mehaniq/Bigstock
Ifølge ny undersøgelse er der flere udviklere, der kender til Javascript end Java. Men betyder det, at Javascript er mest populært? Og hvilken indflydelse har klassisk musik på kodning?

Hackerrank har gennemført en omfattende online-undersøgelse, som blev besvaret af 71.281 professionelle udviklere og studerende (Verson2 kunne ikke udlede fordelingen mellem professionelle udviklere og studerende ud fra Hackerrank-rapporten) fra mere end 100 lande.

Ifølge Hackerranks fortolkning af undersøgelsen er Javascript det mest populære programmeringssprog, hvilket er et skifte i forhold til 2017, hvor Java tilsyneladende var mere populært end Javascript.

Selve spørgsmålet i undersøgelsen gik dog på, hvilket programmeringssprog udviklerne kender, så måske er det en stramning at sige, at det mest kendte sprog også er det mest populære?

Trump er formentlig den mest kendte politiker i verden, men det betyder vel ikke, at han også er den mest populære?

Med det forbehold så nævnte 73,2 pct. af udviklerne at de kender Javascript, mens 70,7 pct. af udviklerne kender Java.

På de følgende pladser kom C (62,8 pct.), Python (57 pct.) og C++ (55,8 pct.).

Hvad vil du gerne lære?

Måske er det et andet spørgsmål i undersøgelsen, som bedre illustrerer, hvad udviklere er interesserede i. Udviklerne blev nemlig spurgt om, hvilket programmeringssprog de gerne vil lære at kende i 2019.

Her blev Go nævnt af de fleste adspurgte. 37 pct. ønsker at lære det Google-udviklede sprog nærmere at kende. 26,5 pct. nævnte Kotlin, hvilket blev tæt fulgt af Python (26,1 pct.). Typescript, der har danskeren Anders Hejlsberg som fadder, er det fjerdemest interessante sprog, som udviklere gerne vil lære nærmere at kende.

Om de nævnte sprog så kan siges at være de mest populære sprog, er nok også en overfortolkning. Hvem ved, mange af udviklerne vil måske løbe skrigende tilbage til deres gamle, velkendte sprog, efter de har stiftet bekendtskab med deres, måske, idealiserede ønske-programmeringssprog?

De mest populære frameworks

Når det gælder de mest populære frameworks, så spiller udbredelsen af Javascript ind. Det mest kendte framework er AngularJS, som nævnes af 33,5 pct. af de adspurgte udviklere. 25,8 pct. nævner React-frameworket, og ExpressJS kendes af 19,9 pct. af de adspurgte.

De er alle Javascript-frameworks, som således dominerer top-4 indenfor frameworks. Spring-frameworket for Java-platformen formår at snige sig ind som det næstmest kendte framework og bryder dermed Javascript-frameworkenes dominans.

Dit første program

Et kuriøst faktum fra undersøgelsen er, at mens over 30 pct. af ældre programmører (både alderskategorien 38-53 år og 54-72 år) udviklede et spil som deres første projekt, så var det kun 21 pct. af unge under 21 år og 15 pct. i aldersgruppen 22–37 år, der prøvede at få grafik, lyd og gameplay til at gå op i en højere John Carmacksk treenighed.

De ældre spilleglade udviklere må tænke, at ungdommen er af lave. I stedet for at udvikle et nyt Fortnite eller måske et mindre ambitiøst spil, er de unges første projekt noget så prosaisk som … en lommeregner.

28 pct. af unge udviklere under 21 år og 27 pct. af de 22–37-årige valgte at programmere regnearterne som første projekt.

Bedste kode-musik: …

En anden kuriøs/interessant detalje fra undersøgelsen er, at dance og elektronisk musik er den foretrukne musik til at akkompagnere en kode-session for alle aldersgrupper – undtagen for den ældste aldersgruppe. 40,3 pct. af de 54-72-årige foretrækker at lade sig kode-inspirere af klassiske harmonier.

Interessant nok er klassisk musik det næstmest populære musik-akkompagnement i de øvrige aldersgrupper. Måske Spotify skulle have en Classic Coding-playliste?

Dårlig dokumentation og spaghetti

Udviklerne blev også spurgt om, hvad der var det værste ved deres arbejde. Dårlig/manglende dokumentation, spaghetti-kode og 'alting er top-prioritet' er de tre mest hadede arbejdsrelaterede ting ved livet som udvikler.

For juniorudviklere – det er ikke helt klart hvad der er kriteriet for at være juniorudvikler - var det dårlig dokumentation og spaghetti-kode som lå i hade-toppen. Blandt seniorudviklere er det spaghetti-kode og 'alting er top-prioritet', som lægger sig sig som en dæmper på arbejdsglæden.

Du kan se nærmere på Hackerranks undersøgelse her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Nobel

Hvis ikke det var fordi at man er tvunget til at fedte med JavaScript når man skal tilføre funktionalitet på en webside, så tror jeg at det ville være stort set forsvindende.

Håbløs syntaks, mærkelig caseafhængighed, håbløst at debugge, dårlig typing osv. osv.

  • 9
  • 1
Martin Bæk

Det er interessant, at "Det mest kendte framework er AngularJS", da dette framework må betegnes som legacy.
Afløseren hedder blot Angular (version 2+, som er væsentligt anderledes og bedre).

Jeg er ikke så pjattet med JavaScript, men så er det jo godt, vi har TypeScript, som jeg har brugt både sammen med AngularJS og AngularJS.

  • 1
  • 0
Jakob Dahl

'' == '0' // false
0 == '' // true
0 == '0' // true

false == 'false' // false
false == '0' // true

false == undefined // false
false == null // false
null == undefined // true

' \t\r\n ' == 0 // true
0.1 +0.1 == 0.2 // false

  • 5
  • 0
Magnus Jørgensen

'' == '0' // false
0 == '' // true
0 == '0' // true

false == 'false' // false
false == '0' // true

false == undefined // false
false == null // false
null == undefined // true

' \t\r\n ' == 0 // true
0.1 +0.1 == 0.2 // false

Haha, ja det er lidt til grin.
Men der er dog meget få tilfælde hvor det har været et problem for mig. Der hvor Javascript type system har været et problem for mig er, hvor jeg har haft brug for at behandle long/int64 værdier. Der har Javascript en helt ubegribelig mangel. For alle tal er representeret med "number" som er en double/float64. Så man har kun 53 bit mantissa. Det er er der ikke umiddelbart en elegant løsning på i javascript.

Det kan jeg personeligt ikke forstå at man ikke har løst for 20 år siden.

  • 0
  • 0
Christian Nobel

Altid når man sidder og skriver JS, tænker man "Jaja, det er meget godt det her, men vil det virke i IE?"

Og det gør det som regel ikke.

Ahr, så er det vist heller ikke værre, hvis man ellers undgår noget der er alt for eksotisk - det er nok værre hvis man prøver at lave noget målrettet IE.

Men det er klart at alt hvad der har noget med HTML5 at gøre, kan man godt glemme alt om, hvis man vitterlig mener man vil tage hensyn til dette forældede misfoster.

Men bortset fra det, så fraråder selv MS brugen af IE, og der er så mange alternativer, at der ingen grund er til at lave nyudvikling der tilgodeser IE - og i det spil må man være kynisk.

Man kan heller ikke købe olieblandet benzin ved standerne, hvilket så bare er ærgerligt for dem der synes det er sjovt at køre rundt i forældede Trabanter.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere