Videnskabsminister Helge Sander kan ikke sætte et flertal på standby. Det er den klare besked fra SF's it-ordfører Hanne Agersnap, efter at forhandlingerne om, hvilken eller hvilke åbne dokumentstandarder, det offentlige fremover skal bruge, endnu en gang endte uden resultat onsdag i sidste uge.
»Helge Sander har et flertal imod sig. Det kan han ikke bare sådan sætte på standby ved at sende sagen over til Finansministeriet,« siger Hanne Agersnap til Version2. Hun sætter videnskabsministerens frist til ugens udgang
»Hvis han stadig vil blokere for at indføre åbne standarder, hvad jeg ikke håber, så vil jeg tage initiativ til en fælles forespørgselsdebat ? sammen med den øvrige opposition - med henblik på at få oppositionens forslag om åbne standarder vedtaget i folketingssalen«, siger Hanne Agersnap.
Helge Sander konkluderede i sidste uge, at hvis et flertal uden om regeringen ønskede en beslutning i modstrid med både det såkaldte ekspertudvalg og en rapport fra Konkurrencestyrelsen, så var han som ansvarlig minister nødt til at lade Finansministeriet regne på de økonomiske konsekvenser af en sådan beslutning.
Oppositionens forslag går ud på at vælge ODF sammen med strict-versionen af Microsofts OOXML-format. ODF findes tilgængelig i flere forskellige kontorpakker, mens OOXML-strict endnu ikke er implementeret i nogen kontorpakke.
Og det er altså den løsning, som et flertal nu vil gennemtrumfe ved en forespørgselsdebat med efterfølgende beslutningsforslag, hvis ikke videnskabsministeren kommer op med et nyt forhandlingsoplæg inden ugens udgang.
»Selvom ministeren ikke var imødekommende over for oppositionens og DF's forslag om valg af åbne IT standarder for det offentliges brug af kontorsoftware, så ændrer det intet ved, at ministeren har et flertal imod sig«, konstaterer Hanne Agersnap.