I løbet af få dage er skoleintranettet Aula blevet brugt til udsendelse af flere trusler. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I går meddelte politiet, at der var blevet udsendt en bombetrussel mod en skole i Thisted. I dag oplyser politiet, at der er udsendt en trussel mod Juelsminde Skole i Sydøstjyllands Politikreds.
»Sydøstjyllands Politi har tidligt i morges modtaget anmeldelse om, at skoleintranet ’Aula’ igen er blevet brugt til at udsende en trussel. Truslen vurderes at være endnu én svarende til de, der blev sendt i Midt – Vestjyllands Politikreds i går,« står der i meddelelsen fra Sydøstjyllands Politi, som fortsætter:
»Truslens ordlyd fremstår som afsendt af en elev, men efterforskningen rettes især mod afdækning af, om der er tale om samme gerningsmand og modus som i de foregående tilfælde. Efterforskningen vil blive koordineret med andre politikredse.«
Meddelelsen slutter med en besked om, at Sydøstjyllands Politi ikke har yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt af hensyn til efterforskningen.
Også Aula-trussel i går
Også i går blev der udsendt en trussel via Aula. Her var der tale om en bombetrussel mod Thingstrup Skole i Thisted
»Truslen var sendt fra en 13-årig elevs profil på skolens intranet, Aula. Den indledende efterforskning peger dog på, at det ikke er den 13-årige selv, der har sendt beskeden,« oplyste Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse udsendt i går om truslen mod skolen i Thisted.
Hvad Thisted-sagen angår, så fortalte TV 2 Nyhederne i samarbejde med TV Midtvest historien om, hvordan en bombetrussel mod skolen i Thisted var blevet udsendt via Aula.
Først så truslen ud til at komme fra en 13-årig dreng, men ifølge TV2 mener politiet, at drengens internet-profiler er blevet hacket.
»It-efterforskningen viser, at det formentlig ikke var den 13-årige, der stod bag,« siger politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted til TV 2.
Politiet sporede truslerne tilbage til en IP-adresse på Fyn.
I forhold til sagen på Thisted-skolen oplyser DR, at en lærer modtog en besked, der så ud til at komme fra den 13-årige, mens han sad til afhøring hos politiet.
Denne trussel blev udsendt via Apples beskedtjeneste, iMessage. Den 13-årige har ikke en iPhone, oplyser DR, og derudover sad han til afhøring hos politiet, mens han skulle have sendt truslen.
I sagen om skolen i Thisted har politiet sporet truslerne tilbage til en IP-adresse på Fyn, oplyser DR.