En række EU-myndigheder, blandt andet EU-Kommissionen, blev i sidste uge ramt af et hackerangreb, som er voldsommere, end man er vant til.
Det skriver Bloomberg.
Ifølge en talsperson for Kommissionen, er man gået i gang med at efterforske hændelsen, men man kan endnu ikke sige noget om, hvor angrebet kommer fra, eller hvordan det opstod:
»Vi arbejder tæt sammen med CERT-EU, computer-beredskabet for alle institutioner, myndigheder og agenturer, samt virksomheden bag den kompromitterede it-løsning,« fortæller vedkommende til Bloomberg.
Ifølge en embedsmand i EU, er man for nyligt blevet advaret om phishing-angreb. Det er blot en måned siden, Det Europæiske Banktilsyn fortalte, at man var ramt af Exchange-angrebet, og at alle mail-servere var kompromitterede.