SSD er blevet hverdag i danske serverrum

It-forhandleren Atea langer dagligt flash-drev til storagesystemer over disken. Det er dog hovedsageligt som erstatning for de dyreste harddiske.

Flash-lagermedier til storagesystemer er lige nu én af de mest varme teknologier til datacentret. Men selvom danske virksomheder har taget falsh-drevene til sig, så er det dog med visse forbehold.

»De nye storagefirmaer med dedikerede flash-systemer har taget lidt længere tid om at slå igennem, men vi har da solgt nogle til kunder, selvom det ikke har taget fra i stor stil,« siger Brian Trolle, ansvarlig for Atea Infrastructure Solutions, til Version2.

Som den største forhandler af systemer fra flere leverandører har Atea også bemærket, at netop på storagemarkedet er der lige nu en tendens til, at nye producenter skyder op som paddehatte med nye produkter.

»Det er et meget konkurrencepræget marked, hvor der er hele tiden dukker nye producenter op, hvor mange af de nye er startet på grund af flash-teknologien. Oven i det sker der også mange opkøb, så mange nye firmaer bliver startet af eksperter fra de store producenter,« siger Brian Trolle.

Når det gælder de danske kunder, så er flash-drev blevet en vare, som Atea sælger næsten dagligt til kunderne. Men de fleste af Ateas kunder foretrækker de etablerede leverandører.

»Der er nogle, der meget gerne vil have tryghed og vide, at leverandøren nok også er der i morgen, så selvom der er nye og spændende teknologier, så vil de vide, at der er support. Det er især dem med forretningskritiske systemer. Så er der også andre, som ikke har noget imod at være pionerer, hvor vi nogle gange kan blive overraskede over, at store virksomheder kaster sig over noget helt nyt,« siger Brian Trolle.

Brugen af flash er hovedsageligt som erstatning for de hurtigste typer harddiske, der også har haft en væsentlig højere pris pr. gigabyte end de billigere SAS-harddiske, som i dag udgør den største del af markedet.

»Flash-drev er blevet væsentligt mere normalt som tier 1 i store storagesystemer. Jeg tror ikke, harddisken uddør, men de hurtige gør måske, så vi vil se langsommere harddiske sammen med flash,« siger Brian Trolle.

Storageteknologier uddør sjældent, men får i stedet nye roller, sådan som det eksempelvis er sket med magnetbånd, som engang var det primære lagermedie for computere, indtil harddiskene kom langt nok ned i pris til at erstatte dem. Magnetbånd lever dog i bedste velgående til langtidslagring og backup i de fleste datacentre.

Flash-drev i indpakninger, hvor de erstatter roterende harddiske, er dog ikke det eneste sted, hvor hukommelsesteknologien finder anvendelse hos kunderne.

»Vi sælger også en masse flashboards,« siger Brian Trolle og henviser til flash-hukommelse på et PCI Express-indstikskort i en server. Det giver mulighed for at mangedoble I/O-kapaciteten i serveren i forhold til en lokal harddisk, hvilket kan gøre eksempelvis databaser eller andre I/O-tunge applikationer hurtigere.

PCI Express-kortene har dog den ulempe, at de kun er lokal storage i, om end teknologien også bliver brugt i visse specialiserede storagesystemer, hvor diskformatet helt er erstattet af eksempelvis en PCI Express-bus.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere