Flame-malware blev udviklet af USA og Israel
Det kommer måske ikke som den store overraskelse, men alligevel er det første gang, at det er blevet bekræftet - om end ikke officielt.
Malwaren Flame, der blev opdaget i foråret, var ligesom Stuxnet en del af USA’s og Israels bestræbelser på at ramme ærkefjenden Iran gennem skjulte it-våben. Det skriver Washington Post, ud fra hvad højt placerede kilder fra efterretningsverden har fortalt.
Mens Stuxnet helt målrettet var designet til at ødelægge centrifuger i et uran-oparbejdningsanlæg i Iran, var Flame et mere generelt spionværktøj, som ubemærket kunne opsnappe information hos fjenden. Det skete blandt andet gennem via de ramte computeres webkamera, mikrofon og bluetooth-forbindelse.
Flame har mindst fem år på bagen, men var så godt skruet sammen, at malwaren spredte sig ubemærket i årevis, uden at antivirusfirmaerne opdagede noget. Det gav røde ører i branchen.
Selvom USA og Israel har samarbejdet om cyberangrebene mod Iran, et projekt der samlet kaldes Olympic Games, har de to lande også handlet hver for sig. Således var det et cyberangreb mod Irans olieindustri fra Israels hånd, som førte til opdagelsen af Flame.
Israels solo-angreb var nemlig ikke lige så godt skjult som Flame og blev opdaget, inden det gav nogen større gevinst. Til gengæld fik det Irans myndigheder til at gennemtrawle systemerne for andre spionprogrammer, og så blev Flame opdaget, efter måske at have spioneret fra Irans inderste hemmeligheder i årevis.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.