Fitbit kan ikke forbinde til Android efter opdatering
Fitbit-brugere oplever efter seneste opdatering, at de ikke kan få forbindelse mellem deres træningsudstyr og deres Android-telefon. Problemet opstod efter en opdatering, der skete 16. august.
Det skriver The Register, der gennem et tip fra en læser fandt en tråd i Fitbits supportforum, hvor mange brugere oplever, at de har problemer med at forbinde deres Fitbit til deres telefon trådløst.
Oven i købet lader det til, at der ikke er noget umiddelbart fix, og Fitbit har ikke selv givet svar i tråden endnu, så brugerne sidder fanget med deres frustration uden en løsning.
Enkelte brugere fortæller i tråden, at de har haft held med at fabriksnulstille deres Fitbit-ur og synkronisere med Android-telefonen efterfølgende.
Fitbit var ikke vendt tilbage med nogle kommentarer inden The Registers deadline.
