6 ud af 7 danske virksomheder bruger smartphones forkert

Din virksomhed giver dig en smartphone - men glemmer at give dig adgang til ERP-systemet fra den. Potentialet bliver slet ikke udnyttet, siger ny rapport.

Der bliver ikke langet mange ’gammeldags’ mobiltelefoner over disken længere i Danmark, hvor smartphones er blevet allemandseje.

Og på samme måde er virksomheder og den offentlige sektor hoppet med på vognen, så medarbejderne i dag som oftest får en smartphone, hvis de skal have en firmatelefon. Men hvor private brugere har kastet sig over en sand perlerække af applikationer, der giver adgang til de samme tjenester, de bruger på desktop-platformen, ser det mere begrænset ud i firma-sammenhæng.

Det viser den årlige undersøgelse af dansk brug af it, IT i Praksis, som udkom i sidste uge, udgivet af Rambøll Management og Dansk IT.

90 procent af de store, danske private firmaer udleverer i høj eller nogen grad smartphones og tablets til medarbejderne, hvor de kan tjekke arbejds-e-mail. I den offentlige sektor er tallet 83 procent.

Men på spørgsmålet, om der bliver brugt mobile apps til at få adgang til forretningssystemer, for eksempel ERP-systemet eller dokumenthåndtering, falder andelen brat.

Kun 3 procent af de private firmaer svarer ’i høj grad’ og 10 procent svarer ’i nogen grad’. De offentligt ansatte er på linje med henholdsvis 2 procent og 13 procent, der i høj eller nogen grad bruger telefonen til at få adgang til centrale it-systemer.

Resultatet imponerer ikke Dansk IT, der gerne så en meget mere aggressiv brug af den mobile platform.

»Nu er brugen af smartphones og tablets eksploderet og blevet hovedreglen. Men så er det mærkeligt, at vi ikke kan se et resultat af det,« sagde Carsten Nørgaard ved fremlæggelsen af IT i Praksis 2013.

Han er formand for Dansk IT og til daglig it-direktør i VP Securities.

Når nu medarbejderne får udleveret en lille computer i lommestørrelse, er der gevinster at hente ved at integrere de vigtigste systemer med den.

»Det er low hanging fruits at integrere forretningssystemer med smartphones og tablets. Det er et must at være med her,« sagde Carsten Nørgaard.

En decideret enterprise app store, altså en lukket butik kun med godkendte apps til firmabrug, har 8 procent af de private og 7 procent af de offentlige selskaber taget i brug.

Læs også: Det laver Statens It også: Dødsstråler og intranet-apps

Udover brugen af firmatelefoner er der også mange steder, medarbejderne kan bruge deres egne telefoner og tablets til at tjekke firma-e-mail. Her svarer 61 procent af de store danske virksomheder ja, mens det er 68 procent af de offentlige myndigheder - hvor det omvendt også er lidt mindre udbredt at udlevere telefoner til medarbejderne.

Og så er stationære computere faktisk stadig ganske udbredte, viser undersøgelsen. Omkring halvdelen af de private og offentlige selskaber bruger ’i høj grad’ bærbare computere fremfor stationære maskiner, mens lige over 30 procent svarer ’i nogen grad’.

Altså er der 14 procent af de private virksomheder, og 18 procent af de offentlige myndigheder i undersøgelsen, som fortrinsvis bruger stationære computere.

IT i Praksis er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 297 it-ansvarlige i den offentlige sektor og blandt de 500 største danske virksomheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Martin Jensen

Det er low hanging fruits at integrere forretningssystemer med smartphones og tablets. Det er et must at være med her

Det kommer da vist an på, hvor mange penge og tid man vil smide efter det. Det er jo ikke alle der allerede har et ERP system med den funktionalitet indbygget, konfigureret og licensieret.

Anonym

Hvad er mon den ekstra omkostning ved at lægge en ERP funktion ud på en smartphone? Der skal udvikles funktionalitet specielt til den mindre skærm og det manglende tastatur: Det betyder smarte valglister, eventuelt dynamisk tilpasset den personlige brugerprofil, så man kun præsenteres for de relevante data osv. Dertil kommer de services der skal udvikles i ERP systemet, deployment til mobile enheder med forskellige OS og -opløsninger, sikkerhed og eventuelt offline funktionalitet i et ikke altid perfekt datanetværk.

Hvad er benefit? Er det produktivitet - det at kunne ekspedere en sag hurtigere? Eller er det ligesom på mail, at medarbejderen gerne svarer udenfor arbejdstid.

Hvis businesscasen var suveræn var det nok mere udbredt.

Jimmy Christiansen

Og så er stationære computere faktisk stadig ganske udbredte, viser undersøgelsen. Omkring halvdelen af de private og offentlige selskaber bruger ’i høj grad’ bærbare computere fremfor stationære maskiner, mens lige over 30 procent svarer ’i nogen grad’.

Altså er der 14 procent af de private virksomheder, og 18 procent af de offentlige myndigheder i undersøgelsen, som fortrinsvis bruger stationære computere.

Det lyder lidt som om at der er en holdning til at bærbart eller mobilt. Pr definition skulle være bedre end stationært.

Men som allerede påpeget i et par kommentarer, hvorfor skulle det være bedre?
Hvis det var noget der sparede tid/penge, ville det formentigt være mere udbredt.
Der er jo ingen ROI i at købe bærbare og implementere mobile løsninger. Til medarbejdere der sidder ved deres skrivebord hele dagen.
Mange køber nok blot bærbare fordi det er det nye sort. Og så lever den bærbare hele sit korte liv i dockingstationen på skrivebordet (bærbare har kortere levetid end stationære og er samtidig dyrer).
Man kunne forestille sig at en mobil app til telefoner i nogle tilfælde ville lide en tilsvarende skæbne.

En kombination hvor jeg kunne forestille mig at mobile apps kunne være en fordel.
Er i forbindelse med visse typer mobile medarbejdere. Dem der går en del til møder etc. men stadig udfører hovedparten af arbejdet ved eget skrivebord.
I den forbindelse ville en mobil app kunne spare den bærbare. Så de pågældende havde en stationær computer samt en smartphone med minimum ~5" skærm. Eller ordinær ikke smart mobiltelefon, tablet samt stationær computer.

Jimmy Christiansen

Jeg kan godt lide at V2 kan finde på at uddybe hvad ipv4 er, men ikke hvad fanden ERP er.

Det viser nok meget godt at V2 har skiftet fokus fra at fokusere på folk med it-tekniske baggrunde, til at henvende sig primært til beslutningstagere o.lign. :P

Jeg kan se at jeg hellere må uddybe hvad ROI er ;o)
http://en.wikipedia.org/wiki/Return_on_Investment

Og for en god ordens skyld tager jeg denne med:
http://en.wikipedia.org/wiki/Enterprise_resource_planning

Jeg syntes dog mere det viser hvor "amerikaniserede" vi generelt er ved at blive i danmark. Der bruges ofte hellere en udenlandsk forkortelse end den danske beskrivelse.

Log ind eller Opret konto for at kommentere