Firkanter og touch vil dominere Windows 8 - men skrivebordet lever

Illustration:
Microsoft vil genopfinde touch-oplevelsen med Windows 8, men det velkendte skrivebord lever videre side om side med de nye Metro-applikationer.

ANAHEIM. Når du første gang tænder en pc med Windows 8, vil det med det samme stå klart, at der bliver tale om den største ændring i brugerfladen siden Windows 95.

Du havner ikke længere på det klassiske skrivebord med velkendte ikoner som ’Denne Computer’, og der er ingen Start-knap i nederste venstre hjørne.

I stedet bliver du mødt med Microsofts nye Metro-brugerflade, hvor store firkanter repræsenterer dine applikationer og viser de seneste opdateringer fra applikationerne. Dermed ligner Windows 8 mere en webapplikation eller helt præcist, Microsofts Windows Phone 7.

»Ikoner var gårsdagens måde at repræsentere applikationer på. Metros ’tiles’ er morgendagens,« siger produktchef Jensen Harris fra Microsoft.

En tile eller flise er de store firkanter, som repræsenterer applikationer i Windows 8. En tile er ikke blot en genvej, som starter applikationen, men indeholder også information, som opdateres. En tile til en social netværksapplikation kan således vise skiftende billeder af de kontaktpersoner, der senest har opdateret deres status.

Metro-brugerfladen bliver den primære måde at navigere i Windows 8, men det velkendte skrivebord vil stadig være der. Nu er det blot en applikation på lige fod med de øvrige. Der er også en startmenu, men den er ligesom skrivebordet ikke længere beregnet til at være indgangen til at køre applikationer.

Det klassiske skrivebord er beregnet til traditionelle Windows-applikationer. Mens tiles er optimeret til touch, så er der applikationer som Photoshop, hvor brugeren har behov for større præcision.

Disse applikationer kan køre i Windows-skrivebordet helt som det i dag kendes fra Windows 7. Skrivebordet vil også være stedet, hvor man kan foretage klassisk systemadministration og organisere sine filer.

Selvom Metro-brugerfladen kommer til at dominere Windows 8, så behøver den ikke komme i vejen for rutinerede Windows-brugere, lover Microsoft. Alle tastaturgenveje fungerer stadig, og arbejder man inden for skrivebordet, vil alt stort set fungere som hidtil.

»Vi ønsker ikke, at folk skal få den opfattelse, at skrivebordet er sådan et gammelt støvet sted, som du helst vil undgå lidt ligesom en straffeboks,« siger Steven Sinofsky, chef for Microsofts Windows-division.

Version2 er på Microsofts BUILD-konference i Anaheim i Californien i denne uge.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Jesper Stein Sandal

Øv.. det gad jeg godt. De deler Samsung slates ud til alle deltagere, så vidt jeg har set.

Det kan jeg bekræfte, og det er en ganske lækker lille sag. Af etiske grunde afleverer journalisterne dog deres testmaskiner på torsdag.

Der er tale om en tavle-pc med en Core i5-processor og 64 GB SSD, og det er lidt mærkeligt at køre Visual Studio på en tavle. Batteritiden ser ud til at være omkring 4 timer, så det er mere som en ultralet bærbar pc end en iPad.

  • 0
  • 0
#6 Jesper Stein Sandal

Jeg ville skam gerne, at vi kunne beholde den på redaktionen, men det er faktisk Microsoft, der har bedt om at få den retur. :)

Det er trist, for det er faktisk den bedste tavlecomputer, jeg har haft i hænderne - og jeg havde dagen i forvejen stået i Best Buy og sammenlignet iPad 2 med Galaxy Tab 10.1 - Samsung-tavlen her med Win8 vinder klart over Android - og ville slå iPad'en, hvis der var mere end 17 apps (efter i dag, hvor Microsoft udleverede den til 5.000 udviklere er der nok lidt flere).

Selve hardwaren kommer angiveligt på markedet som en Windows 7 enhed, der senere vil kunne opgraderes til Windows 8 (ifølge Microsoft vil Windows 8 kunne køre på alle maskiner, der kan køre Windows 7 - og faktisk også på maskiner, der ikke lever op til de formelle minimumskrav til Windows 7 - Microsoft demonstrerede eksempelvis preview-versionen på en 1. generations netbook).

Vi kan dog nu downloade Windows 8, så nu vil vi på redaktionen nok forsøge at få fundet en passende testmaskine, som kan bruges til det næste halve års Windows 8-artikler.

(og til Linux-folket kan jeg glæde jer med, at jeg har konverteret en Microsoft-brandet USB-nøgle til en Linux Mint-boot-disk... Så burde der være lidt balance i regnskabet)

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere