Mozilla har tilføjet en ekstra udbyder af DNS-over-HTTPS (DoH) i Firefox. Foreløbigt kan funktionen afprøves i test-versionen af browseren, Firefox Nightly 73.
Det oplyser Bleepingcomputer med henvisning til et blogindlæg fra CTO for Firefox, Eric Rescorla.
Meldingen kommer efter brugere har udtrykt bekymring over, at Mozilla i første omgang havde valgt Cloudflare DNS servere som eneste DoH-løsning i Firefox. Det har Bleepingcomputer tidligere fortalt om.
Fremover bliver det muligt at vælge mellem Cloudflare-løsningen og så en tjeneste fra NextDNS.
Begge udbydere er en del af Mozillas Trusted Recursive Resolver Program. Det vil blandt andet sige, at udbyderne ikke må sælge brugerdata, som skal slettes efter senest 24 timer.
Pointen med DoH er ifølge Mozilla at undgå, at DNS-opslag kan opsnappes og manipuleres.