Fire patches på en uge: Millioner af nye brugere presser dansk spiludvikler
Den fjerde januar blev det danske spil 'Deep Rock Galactic' gjort tilgængelig for flere millioner PlayStation+-abonnementer.
Og selvom det "kun" er fem millioner ud af omtrent 47.2 millioner, der indtil videre har hentet spillet ned på deres PlayStation-konsoller, så er det et ganske betragteligt antal nye spillere, der er kommet ind på kort tid.
»Lige nu har vi en spillerbase på Playstation, der er større end, hvad vi har haft på Xbox og PC,« siger Søren Lundgaard, der er CEO og grundlægger af Ghost Ship Games.
Selvom Søren Lundgaard er begejstret for den nye tilgang af spillere, vil han ikke lave nogle forhastede konklusioner i forhold til, hvad det kommer til at have af betydning for co-op-spillets fremtid.
»Så vidt jeg ved er der 43 millioner (i oktober 2021 var tallet 47.2 millioner) abonnementer, som bare har fået spillet gratis. På den måde tror jeg egentligt, at det er relativt normalt, at når du udkommer på PS+, så har du tal i den størrelsesorden. Der er flere millioner af spillere, som bare skal ind og se, hvad det er,« siger Søren Lundgaard.
