Fire kritiske opdateringer på vej til MS Office

Noget usædvanligt er samtlige opdateringer i marts fra Microsoft til Office, mens der ikke er planlagt nogen til Windows.

Når Microsoft tirsdag aften dansk tid udsender de månedlige sikkerhedsopdateringer for marts, så er det noget usædvanligt udelukkende selskabets kontorpakke, der bliver opdateret.

Ifølge Microsofts forvarsel omkring opdateringerne bliver der frigivet i alt fire opdateringer, som alle kategoriseres som kritiske.

Den mest alvorlige retter sårbarheder i samtlige versioner af Microsoft Outlook, som stadig supporteres af Microsoft. Det gælder også 2004 og 2008 versioner af Entourage (Outlook til Mac), oplyser Microsoft.

Angreb mod sårbarheder i e-mailklienter er dog blevet mindre almindelige i takt med, at virusgrupperne er gået over til webbaserede angreb.

De tre øvrige opdateringer kategoriseres ifølge Microsoft kun som kritiske for Office 2000, mens de blot vurderes til at være vigtige for alle øvrige udgaver af Office.

Den ene opdatering vedrører webkomponenter i Office 2000, hvor Microsoft tidligere har frigivet en opdatering til blandt andet Visual Studio .Net og BizTalk Server, som er relateret til den nye opdatering.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere