Finland først med nationalt EPJ-system

Den finske regering har bestemt, at alle hospitaler, klinikker og apoteker skal forbindes til én central EPJ-database inden 2011. Det første hospital logger på om to måneder

Ikke mere fis. Det finske parlament har skåret igennem og vedtaget, at alle ca. 1.000 offentlige og private hospitaler, klinikker og apoteker i Finland - som de første i verden - skal uploade alle kliniske oplysninger, de har om deres patienter, til et centraliseret, nationalt patientjournalarkiv inden 2011.

Finland har haft en model, der ligner Danmarks med ét hospital - én it-løsning, men mente ikke, at det holdt længere, fortæller udviklingschef i det finske social- og sundhedsministerium, Pentti Itkonen.

»Uden fælles standarder og en fælles database er det meget vanskeligt at bruge kliniske informationer på tværs, til glæde for patienter og klinisk personale for ikke at tale om forskning og statistik,« siger Pentti Itkonen.

Selve infrastrukturen, som leveres af it-selskabet EMC, koster 20 millioner euro, men de samlede udgifter til udarbejdelse af fælles standarder, forarbejde, støtteordninger osv. ligger på i alt godt 50 millioner euro - omkring 370 millioner kroner.

Projektchef i Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark, Ivan Lund Pedersen, mener, at vi i Danmark bør se nærmere på den finske løsning.

»Det er noget af et skridt, finnerne tager her og respekt for det. Det er helt klart noget, som vi skal undersøge nærmere,« siger han.

Fælles løsning med konkurrence

Når det finske patientjournalarkiv står færdigt, vil det servicere 5,3 millioner finske borgere, herunder 300.000 professionelle brugere, der kan få adgang til alle kliniske data lige fra medicinering til ultralydscanninger på video. Hver borger kan selv afgøre, hvilke personlige data, der skal fremgå af deres medicinske profil. Den finske lov om, at alle hospitaler, klinikker og apoteker skal bruge den fælles database, trådte i kraft i juni sidste år, og det første hospital, Kuopio Universitetshospital, kobler sig på til august på forsøgsplan. Alle systemleverandørerne har accepteret den internationale HL7-standard, så man kan integrere de forskellige it-systemer med en central database, fortæller Pentti Itkonen.

Ifølge Pentti Itkonen har det været vigtigt, at hospitalerne stadig kunne bruge forskellige leverandører og forskellige løsninger, når blot kravene om, at de kunne integreres med den centrale database blev overholdt.

»Dermed mener vi, at vi sikrer konkurrencen samtidig med, at vi får en effektiv, fælles løsning,« siger Pentti Itkonen.

Et andet aspekt af den finske beslutning er, at den sansynligvis vil medføre, at flere går over til en single sign-on løsning.

»Det er frit, hvordan man vil integrere med databasen, men det tager naturligvis længere tid at integrere en række it-systemer separat end én single sign-on løsning,« siger salgskonsulent Mika Ulmanen i EMC, der skal stå for it-infrastrukturen for det nationale patientjournalarkiv.

Ivan Lund Pedersen mener ikke, at man i Danmark umiddelbart kan følge den finske model og indføre en standardiseret national journal:

»Vi prøvede noget lignende med G-EPJ (Grundstruktur for Elektronisk Patientjournal, red.), men den model tror vi ikke på mere. Det skal ske mere trinvist. Desuden har vi ikke pt. en lovgivning, der giver os mulighed for at implementere løsning, der ligner den finske,« siger han.

Lektor og ph.d. på Aalborg Universitet, Christian Nøhr, mener, at ideen om et fælles register er god, men han hæfter sig ved den faste deadline for projektet.

»Det med at sætte tidsfrister på er dumt - det holder aldrig. I Danmark skulle alle hospitaler have haft EPJ i 2005. Det blev skudt til 2007 og nu er man holdt op med at sætte deadlines. Og den internationale litteratur bekræfter, at det er svært at arbejde med faste deadlines på så store it-projekter,« siger Christian Nøhr.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jacob Volstrup

Det kunne være rart at få uddybet på hvilken måde den danske lovgivning spænder ben for en lignende løsning i Danmark. Umiddelbart lyder det jo til at Finnerne har gang i noget rigtig godt, så det virker lidt sært at Christian Nøhr er så afvisende overfor deadlines, når det ser ud til at virke for Finnerne.

Er det mon et udtryk for at danske virksomheder er for dårlige til at få styr på de indledene faser, så resten kan forløbe gnidningsfrit? Hvis det er tilfældet, burde mna måske gå over til udenlandske virksomheder som godt kan finde ud af det.

Og nu bliver HL7 standarden jo nævnt - er det noget som er med i kravene til nyt EPJ i Danmark? Jeg kan personligt ikke selv huske det, men hvis det var tilfældet, må de systemer som laves andre steder jo efterhånden også kunne bruges i dankse systemer. Sådan er det jo med standarder.

Men håber da I bringer flere historier fra Finland, så vi kan følge med i hvordan andre nationer klarer at implementere EPJ, når nu vi ikke rigtig har nogen succeshistorie herhjemme i Danmark.

  • 0
  • 0
Jens Jakob Andersen

Ud fra bekrivelsen af finnernes løsning, er mit bud at det er en central "journal-site" - altså et mega-cms med oplysninger i, sorteret på patienter og måske lidt flere metadata.

Dvs. at det IKKE er et egentligt "sygehus-system" med booking, vagtplaner, integration til fag-systemer osv osv osv.

Så når tallene og resultaterne sammenlignes med danske forhold, skal man være sikker på at sammenligne æbler og bananer, og ikke jordbær og pigtråd.

Dog er der ikke information nok i artikelen til at jeg kan vurdere hvad det egentlig er at finnerne har implementeret.

Helt grundlæggende savner jeg i denne artikel at Version2 er lidt bedre til sit fag-område, og kan se hvornår der mangler baggrundsinformation til at perspektivere en problemstilling.

Mvh
Jens Jakob

  • 0
  • 0
Jan Flodin

Er vores relle problem ikke, at vi har for mange kokke i vores system, forstået på den måde at den enkelte sygehusledelse (og måske endda længere ned i hierakiet den enkelte overlæge) har sine egne krav til netop deres system, og disse krav er vigtigere i deres hverdag end de centrale personregistre.
Formuleret i IT sprog: Det kan godt være at personlige stamdata går igen i alle systemer, men ellers er der store forskelle i hvilke infoirmationer, der er relevante for hvem og dermed er et centralt EPJ system ikke en entydig størrelse.
Når vi dermed diskuterer på forskelligt grundlag kan vi jo få lang tid til at gå uden at blive enige, med mindre vi gør som i Finland, hvor parlamentet tilsyneladende har skåret igennem og sagt at "disse informationer er nationale".

Det kan vi bare ikke i Danmark da sygehusene ligger under regionerne, men nu er der da heldigvis kun 5 regioner og ikke 14 amter, der skal blive enige.
Indtil de bliver det kan vi andre jo diskutere forskellige lappeløsninger som Single Sign On (se evt Kåre Kjelstrøms blog), men her er der heldigvis tale om at at vores uheldige valg af IT arkitektur har skabt nogle problemer vi som IT folk også kan løse, hvis vi har det politiske mod til at træffe de rigtige beslutninger (hvilket vil være at undgå løsninger som på blot mindste vis er bundet til desk toppen).

  • 0
  • 0
Kim Dalsgaard

... så det virker lidt sært at Christian Nøhr er så afvisende overfor deadlines, når det ser ud til at virke for Finnerne.

Nu har vi jo været lige så dygtige som finnerne for nogle år tilbage, men vi blev desværre indhentet af virkeligheden.

Det hjælper ikke en pind at gøre som finnerne (og os før dem) og lovgive en deadline - virkeligheden er ganske ligeglad!

  • 0
  • 0
Jacob Volstrup

Men er problemet med deadlines så, som jeg funderede over tidligere, at danske virksomheder er for dårlige til at få styr på de indledene faser, så resten kan forløbe gnidningsfrit?

Hvis man har lavet den indledende analyse tilpas omfattende og fyldestgørende, burde man ikke i den grad blive overrasket over udviklingstiden. Jeg fornemmer at der må være nogen som ikke designer en ordentlig arkitektur fra starten, hvor den ønskede løsning ikke er ordentlig klarlagt fra starten.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere