Finanstilsynet dumper sikkerheden i NemID-nøglekort: Skal fjernes fra netbank 30. juni
Finanstilsynet påbyder banker at stoppe brugen af NemID-nøglekort om senest godt en uge 30. juni 2022, fordi kortet ikke lever op til kravene om stærk kundeautentifikation.
Det skriver Finanstilsynet i en pressemeddelelse.
Læs også: EU udvider samarbejde med sociale medier om at bekæmpe desinformation
Det betyder, at bankkunder efter 30. juni 2022 ikke længere vil kunne bruge NemID-nøglekortet til at tilgå netbank eller igangsætte betalinger. I stedet skal andre løsninger som MitID, NemID-app eller NemID-nøgleviser bruges.
Påbuddet kommer til trods for, at bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, har meddelt Finanstilsynet »at man ikke forventer, at alle brugere i danske pengeinstitutter kan være migreret til MitID indenfor den aftalte frist den 30. juni 2022,« som det fremgår af pressemeddelelsen. Påbuddet gælder ikke for en afgrænset gruppe af brugere – se faktaboksen nederst.
Læs også: Tysk konkurrencemyndighed undersøger Apples omdiskuterede privacy-politik
MitID har fået kritik for at være »en katastrofal brugeroplevelse«, og udrulningen blev i begyndelsen af maj udskudt i fire måneder til 30. juni 2022. Derudover har Digitaliseringsstyrelsen forsøgt sig med nye funktioner i MitID-appen til at løse nogle af de udfordringer, der har været med overgangen fra NemID til MitID.
Finanstilsynet vil ikke påbyde pengeinstitutterne at ophøre med at anvende NemID-nøglekortet til at gennemføre stærk kundeautentifikation for en afgrænset gruppe af brugere efter den 30. juni 2022.
Det drejer sig om brugere, der enten:
- er i gang med deres 30-dages migreringsperiode,
- har fået udsættelse fra deres 30-dages migreringsperiode gennem en individuel sagsbehandling hos pengeinstituttet eller
- endnu ikke har fået igangsat migreringen, da de ikke har anvendt deres NemID inden for den periode, hvor de kunne blive udtaget til migrering.
