En femtedel af det mørke net lagt ned af hacker: »Det var mit første hack«

Illustration: Virrage Images/Bigstock
En hacker, der efter eget udsagn er en del af Anonymous-netværket, har lagt serveren Freedom Hosting II ned, fordi den indeholdt store mængder børneporno. Serveren huser op til en femtedel af siderne på det mørke net.

»Hej, Freedom Hosting II, I er blevet hacket.«

Sådan lød beskeden, der mødte besøgende på flere end 10.000 Tor-baserede hjemmesider fredag, skriver The Verge. Freedom Hosting II-serveren huser ifølge en rapport op til en femtedel af alle Tor-hjemmesider.

Børnepornografi gjorde udslaget

I beskeden til de besøgende lød det også, at mere end halvdelen af pladsen på serveren var optaget af børnepornografi, og at hackeren desuden er en del af Anonymous-netværket.

»Vi har nultolerance over for børnepornografi (…). Vi er Anonymous. Vi tilgiver ikke. Vi glemmer ikke. I skulle have forventet os,« skrev hackeren i sin besked.

Efterfølgende har hackeren publiceret data fra serveren - heriblandt e-mails på knap 381.000 brugere - på en Tor-hjemmeside, tweeter Have I been pwned.

Ifølge The Verge har hackeren sendt en besked, hvori han tilbød Freedom House II at købe kompromitteret data tilbage for 0,1 bitcoin.

Formodet hacker: »Det var mit første nogensinde«

Mediet Motherboard havde lørdag kontakt med hackeren, der påstår at stå bag lukningen af Freedom House II.

»Dette er faktisk mit første hack nogensinde. Jeg havde bare den rigtige ide,« skrev hackeren til Motherboard via samme e-mail, som slog beskeden op på Freedom Hosting II-siderne.

Han fortæller, at han kompromitterede serveren 30. januar, men kun med det formål at se, hvad den gemte på. Da han fandt ti børnepornografisider, som fyldte mere, end Freedom Hosting II normalt tillader, ændrede han planer.

»Det tyder på, at de betalte for at være på serveren, og at admin kendte til disse sider. Det var der, jeg besluttede at lukke det ned i stedet,« skriver hackeren til Motherboard.

Han fortæller desuden, at han vil dele data med sikkerhedsefterforskere, der kan give dem videre til myndighederne, skriver Motherboard.

Den første Freedom House-server blev i 2013 kompromitteret af myndighederne, hvilket ledte til en række anholdelser for børnepornografi.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere