Fem dunkle punkter for Windows Server 2008

Mange vil flytte til Microsofts seneste server, men hvad med virtualisering og sikkerhed? Og kan programmerne overhovedet køre på det nye system?

Det seneste serversystem fra Microsoft, Windows Server 2008, kom på gaden i sidste uge.

Informationweek har spurgt lidt over 1000 amerikanske it-professionelle, og 56 procent fortæller, at de har tænkt sig at benytte det nye system indenfor de næste to år. I det forløbne år har Windows taget en markedsandel på én procent fra Linux, ifølge analysefirmaet Gartner, og ligger nu på 67 procent af servermarkedet.

Men Informationweek peger på fem dunkle punkter, som kan give problemer for Microsoft og dets kunder.

Sent til virtualiserings-festen

Microsofts virtualiseringsteknologi kommer ikke på gaden før til sommer, og imens spiser VMware flere og flere af Microsofts kunder. Men Microsoft-topchef Steve Ballmer siger, at kun fem procent af Windows-serverne er virtualiseret, så firmaet kan stadig nå at bringe virtualisering til masserne.

Sikkerhed

Microsoft benytter modullær installering i forbindelse med den nye server, og det skulle betyde bedre sikkerhed og mindre vedligeholdelse. Men flere af de Microsoft-kunder som Informationweek har snakket med køber ikke præmissen.

Program-kompatibilitet

Spørgsmålet om et program kan afvikles på Windows Server 2008 bekymrer 73 procent af de adspurgte i Informationweeks undersøgelse. Steve Ballmer svarer, at 500 applikationer vil være kompatible i løbet af de næste par uger.

Vent på SP1

Mange kunder venter med at opgradere til at børnesygdommene er ryddet af vejen. Microsoft prøver at imødegå holdningen ved at teste som aldrig før. Steve Ballmer peger på at mere end to millioner beta-versioner er blevet downloadet, og derudover bygger en del af koden på samme base som Vista, der allerede har et stykke tid på bagen.

Open source truer

Selv om Windows har snuppet et enkelt procentpoint fra Linux på servermarkedet i det forløbne år, kigger 23 procent i undersøgelsen på at udvide deres Linux-servere, på bekostning af Windows. Microsoft måtte for nylig indkassere en syngende lussing fra EU, som fandt at software-giganten var for langsom til at fremlægge de interne protokoller og specifikationer i Windows. Men på det seneste har Microsoft udsendt stærke signaler om en ny, positiv holdning til open source. Det sker i form af open source-portalen Port25 og tiltag, som skal gøre det nemmere at bruge web-sproget PHP på Windows.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kasper Birch Olsen

Ret dårlig research! Prøv at installere en Server 2008 og se hvad den påstår den er. Den er født med SP1 fordi det endeligt at lykkedes ms at få samlet kodebasen til server og klient OS'er. Vista og Server 2008 har samme kodebase så SP1 til vista og SP1 til Server 2008 er det samme. Altså fødes Server 2008 med SP1

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere