En fejl i Sundhedsplatformens medicinmodul kan have betydet fejldosering af flere patienter end hidtil antaget.
Det fortalte regionsrådsformanden for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) uden for dagsorden på et regionsrådsmøde i går aftes.
Den nye udvikling er i virkeligheden en uopdaget del af en tidligere fejl, som bunder i en automatisk funktion i medicinmodulet, IMS eller Intelligence Medical Selection, der skal minimere antallet af piller, som en given patient skal tage. Funktionen har imidlertid ikke altid taget højde for, at tabletter kan have forskellig styrke - og at færre tabletter derfor potentielt kan medføre overdosering.
I en tidligere afdækning af fejlen drejede det sig kun om tabletter med stoffet paracetamol, og Politiken kunne i september skrive, at 3.134 patienter i Region H og Region Sjælland nu skulle undersøges for, om de var blevet overdoseret med paracetamol.
Men nu er det kommet frem, at fejlen ikke kun har omfattet panodiler men også andet medicin. Og denne gang drejer det sig om ambulante patienter, som altså ikke er indlagt på hospitalet.
»Det var selvfølgelig en alvorlig fejl, der er rettet, og derfor er IMS-funktionen også lukket og taget ud af brug, men det er oprydningen af det arbejde, der nu har betydet, at man har fundet ud af, at det også er sket ved andre typer af medicin. Det berører i alt 446 patienter,« sagde Sophie Hæstorp Andersen i går ved regionsrådsmødet (link til web-tv.
Sundhedsfaglig chef i Region Sjælland, Preben Cramon, som også leder det team, der undersøger fejldoseringerne, bekræfter overfor dr.dk at fejlen have ramt bredt:
»I princippet kan det være alle typer af medicin, der er ramt af det her,« siger Preben Cramon til DR.
Det er ikke første gang at Sundhedsplatformen har medført potentielle medicineringsfejl. I slutningen af oktober kunne Version2 fortælle, at 3.829 medicinordinationer i Region H og Region Sjælland var ramt af en fejl i Sundhedsplatformen, som betød, at der har stået en forkert dosering på etiketten på de medicinglas eller -æsker, der udleveret til patienterne.
De ramte patienter i den seneste sag bliver ifølge regionsrådsformanden kontaktet, fordi de altså risikerer at være blevet fejldoseret.