Fejl i KMD-system: Borgere kunne se hinandens sygdomsbeskrivelse
En borger fra Ugerløse har ved en fejl fået adgang til personlige oplysninger fra sygemeldte danskere på den offentlige netportal Mit Sygefravær. Det kan TV Øst fortælle.
Da Niels Foldager fra Ugerløse ville raskmelde sig med sit NemID efter en sygdomsperiode, fik han adgang til personlige oplysninger fra sygemeldte danskere. Han kunne ifølge TV Øst blandt andet læse folks detaljerede beskrivelser af deres sygdom, se deres navne og et par CPR-numre.
»Der kan jo være nogen, der sidder og læser mine data på samme måde,« siger han til TV ØST.
Lokalmediet har talt med professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet Bent Greve om sagen.
»Borgeren må selvfølgelig ikke få adgang til personlige oplysninger på andre borgere. Man skal have sikkerhed for, at de oplysninger, man giver det offentlige, ikke kommer i andres hænder,« siger han til TV Øst, som bragte historien i fredags, 7. oktober.
Overskrifter på dokumenter
Det er KMD der står for teknikken bag mitsygefravær.dk. I en opfølgende mail til Version2 med kommentarer, som også er sendt til TV Øst, oplyser kommunikationschef i KMD Christoffer Hellmann, at KMD fredag fik kendskab til, at en borger havde haft adgang til oplysninger om andre borgere i selvbetjeningsløsningen Mit Sygefravær.
»Borgeren havde mulighed for at se overskrifter på dokumenter, som andre borgere havde uploadet i systemet. KMD igangsatte omgående en undersøgelse af problematikken og lukkede for systemet, mens fejlsøgning pågik,« lyder det skriftlige svar fra Christoffer Hellmann.
Han beskriver fejlen som værende af teknisk karakter. Fejlen blev rettet fredag aften. Dokumentoverskrifterne, som uvedkommende altså har haft adgang til, kan have indeholdt et navn, et cpr-nummer, en sygdomsbeskrivelse eller en kombination af de tre.
Fejlen, som har blotlagt oplysningerne, er opstået i forbindelse med en systemopdatering i slutningen af september. Det har ikke umiddelbart været muligt at få KMD til at oplyse de nærmere detaljer i forhold til fejlens tekniske karakter.
»Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige præcist, hvor mange borgere der har været berørt af fejlen. Det er vores foreløbige vurdering, at der er tale om lige under 50 borgere. Vi er i samarbejde med Kombit fortsat i gang med en nærmere analyse af sagen, herunder hvilke tiltag der skal gennemføres i forhold til eksponeringen af personhenførbare informationer. En del af analysen omhandler endvidere, hvad vi kan iværksætte af initiativer, der sikrer, at en lignende fejl ikke gentager sig,« oplyser Hellmann.
Hos KMD har man endnu ikke taget stilling til, i hvilket omfang berørte borgere skal kontaktes. Det afhænger blandt andet af, hvorvidt personer har kunnet identificeres alene ud fra dokument-overskriften.
»Fra KMD’s side er vi naturligvis særdeles ærgerlige over fejlen og vil gerne beklage den over for de berørte borgere,« oplyser Christoffer Hellmann.
